Brønderslev

- Seniorer er gjort til Sorteper

PFFI-leder forbavset over, at brugerne af Beach Bowl ikke fik et varsel om lukning, så der var tid til en Plan B.

Om en uge er det slut. Turneringer afbrydes og ældre mister vigtigt netværk, frygter ledere. Arkivfoto Torben Hansen

Om en uge er det slut. Turneringer afbrydes og ældre mister vigtigt netværk, frygter ledere. Arkivfoto Torben Hansen

Lukningen af bowlingbanen Beach Bowl i Blokhus fra 1. februar vækker undren, vantro og ængstelse i foreningskredse. Lederne anede ikke, at der var noget undervejs. Det gør ikke forbavselsen mindre, at de skulle læse om beslutningen i NORDJYSKE fredag. Eksempelvis har hverken Pandrup Firma- & Familie Idræt med dens 350 bowlere om ugen eller Pandrup Gymnastik- og Ungdomsforenings godt 20 seniorer fået tilsendt en opsigelse. PFFI har ifølge formanden Søren Jensen spillet bowling, siden centrets åbning for over en halv snes år siden. Hans interesse medførte endog, at han dengang fik arbejde i centret, fortæller han. - Jeg er rasende ked af det og meget forbavset over at skulle læse om det i avisen. Jeg fik en mail kl. 7 om morgenen fra et medlem: Har du læst avisen? Vi har intet alternativ til 350 mennesker. Vi har en firmabowlingturnering, der ikke er spillet færdig, og seniorer, der får motion og socialt samvær ved spillet. De er gjort til Sorteper. Det er synd for dem. Vi har ikke haft mulighed for at udtænke en Plan B. Jeg synes, det er mærkeligt, når man tænker på, at det er professionelle mennesker, vi har med at gøre, siger formanden for PFFI, Søren Jensen. Bowlingleder i PFFI, Preben Christensen, kalder det lidt af en katastrofe for de 160 seniorbowlere. - Jeg blev chokeret, da jeg læste om lukningen i avisen. Jeg er skuffet over måden, vi har fået det at vide på. Hvad med seniorbowlerne? For mange er det den eneste sociale kontakt, siger han. Bowlingleder Jørgen D. Mogensen, PGU Senior, fik besked, da holdet spillede i torsdags. - Det foregik på en mærkelig måde. En af de ansatte sagde det. Vedkommende var fyret. Det var også mærkeligt, fordi klubben lige har fået en liste over, hvornår vi ikke kan få baner såsom i efterårsferien. Nu har vi kun en gang tilbage. Det synes jeg er et meget kort varsel. Man kunne have ventet et forvarsel, siger Jørgen D. Mogensen, der har brugt banerne i fire år. Formanden for aktieselskabet Blokhus Sport & Fritid Verner Bach, som ejer stedet, forklarer den manglende information med, at personalet skulle orienteres først og kalder det en professionel håndtering. - Vi kunne ikke tillade os at gå bag de ansattes ryg, så de måske hørte om vores beslutning ude i byen. Først efter orienteringen torsdag kunne vi bede om listen over foreninger og andre brugerne, så de kan få besked, siger Verner Bach. Selskabets løfte om at genopbygge bowlingbanen i Pandrupområdet, som NORDJYSKE også fortalte om i går, giver PGU Seniors leder Jørgen D. Mogensen en smule håb. - Den skulle gerne være der efter sommerferien. Nu må vi holde lang sommerferie. Vi har tænkt på at fortsætte i Brønderslev eller Løkken, men så vil det være nødvendigt med samkørsel og hvem siger, der er plads? siger han. Verner Bach kan ikke sætte en tidsplan på åbningen. - Nu opmagasineres banerne, til vi har fundet det rigtige sted i nærheden af Pandrup. Vi skal ikke drive bowlingbaner. Det skal andre. Men klubberne får ikke et økonomisk ansvar, siger bestyrelsesformanden. Han har desuden sendt en skriftlig redegørelse til avisen om forløbet: "Først i mandags fik vi en endelig tidsramme for renoveringen af Beach Bowl bygningen. Hvis den skulle stå færdig til juni, var vi nødt til at lukke ned 1. februar. Om tirsdagen fremsender vi invitationen til pressemøde til torsdag, og lige inden dette møde blev personalet på Beach Bowl orienteret - hvilket er den rigtige fremgangsmåde, så de ikke skal høre det ude i byen. Og vi vil nu tage kontakt med klubber, foreninger m.fl. for i fællesskab at finde en løsning på lokaler, skriver han.