Seniorer går mail-amok ved tasterne

Videnshungrende ældre skriver med hele verden

Ældreforhold 8. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: - Hvad mon de tænker om mig - sådan en gammel kælling? Det spontane udbrud kommer fra Edith Jensen, 83 år, der også kalder sig selv: "en bondekone ude fra Vildmosen". Nu bor hun dog i lejlighed i Brønderslev. Hun er en af de snesevise af ældre, som hver mandag, onsdag og fredag formiddag flokkes om computerne i Ungdomshuset i Østergade. De vil allesammen have mere styr på deres computerviden - og i Ungdomshuset er der ikke noget, der hedder "at dumme sig". Da Edith Jensen gik i skole, foregik det to-fire gange om ugen i Hjelmsted - og dengang var skriveredskaberne griffel og penneskaft. Men for to år siden blev hun mere eller mindre tvunget af sine børn til at kaste sig ud i den fagre nye computerverden. - Jeg fik en diskusprolaps, og så mente de, jeg kunne have glæde af en computer. Og det har jeg bestemt også, indrømmer Edith Jensen beredvilligt. Først og fremmest bruger hun den til at sende og modtage e-mails fra hele sin forfløjne familie. - Et af holdene har lige været i Kina, og så sendte de en cd hjem med snesevis af billeder. Dem sad jeg en hel nat og kiggede på - det var næsten som at være med på rejsen. Børnebørn på rejser i USA og i England får også breve fra bedstemor, og de skriver lige så flittigt tilbage. - Så surfer jeg jo også på internettet. For eksempel bruger jeg Brønderslev Kommunes hjemmeside, netdoktoren og sammen med en veninde har jeg haft mange interessante timer med at se billeder af gamle smykker fra England. - Nåh, ja, så har jeg jo osse 50 forskellige computerkabaler, som jeg kan spille om natten, hvis ikke lige, jeg kan sove, indrømmer Edith Jensen. Og det er som regel aften- og nattetimerne, hun tager i brug til World Wide Web - for hun har alt for travlt med alt muligt andet i dagtimerne: Seniordans, svømmehal, canasta og whist for eksempel. - Det er rart at kunne komme her i Ungdomshuset og få hjælp. - Når ungerne er her i weekenden, ender det altid med, at jeg render rundt og laver mad, og at de sidder og spiller på computeren. Og så får jeg ikke spurgt dem om, hvad jeg skal gøre, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af med computeren, erkender Edith Jensen. Ud med junkmail - Nu har jeg lige været ude at rejse i tre uger, så jeg skal lige have det hele frisket op, fortæller Ruth Pedersen, 71 år. Hun sidder også klistret til en skærm i Ungdomshuset. - Mens jeg har været væk, er der kommet snesevis af junkmail, og nu vil jeg lære, hvordan jeg slipper af med den uvelkomne post, siger hun Ruth Pedersen har kun haft sin computer siden jul. Det var også hendes børn, der bare kom og stillede maskinen op. - Jeg havde ellers strittet imod længe, jeg ville ikke have sådan et monstrum ind i huset. Men jeg var jo nødt til at overgive mig, tilstår hun. Nu gløder mailene mellem hende og børnene og de 12 børnebørn. - Jeg har lige været til et barnebarns bryllup i Pensylvania, jeg har tre børnebørn i England og en datter i Østrig. Desuden skriver jeg sammen med børnebørn, der rejser rundt i verden og ikke har fast adresse. De går bare ind på en netcafé og læser og sender post, uanset, de er i Bangkok eller andre steder. Og hver eneste dag skriver jeg sammen med den bette i Slagelse... Den bette er Ruths yngste, 45-årige datter. Ildsjæle hjælper Seniorernes it-sammenkomster begyndte i marts på Brønderslev Bibliotek. - Men så fik vi tilbud om at bruge Ungdomshusets computere, hvilket vi er meget glade for. Det er dagens to instruktører, Kell Rasmussen og Wagn Pedersen, enige om. I alt er der otte frivillige hjælpere, som skiftes til at give gode råd til seniorerne på de tre åbningsdage. - 99 procent af dem, hvilket er næsten fifty-fifty mænd og kvinder, vil lære at bruge internettet og at skrive i tekstprogrammer, og det kan vi sagtens hjælpe dem med. De otte frivillige instruktører har forudgående fået en uges kursus på VUC og derefter et onlinekursus. - Styrken ved computerarrangementet for seniorerne er, at det er ældre, som hjælper ældre, mener instruktørerne, som endnu en gang fremhæver, at enhver er velkommen, uanset hvilke forkundskaber, man har, om den vide webverden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...