Seniorer med humør og livsglæde

Knap 300 deltog i weekendens aktiviteter under kulturkommuneåret

Aalborg 9. september 2002 08:00

BLENSTRUP: En håndfuld støvekoste var blandt ingredienserne, da små 300 mennesker lod livsglæden få frit løb rundt omkring i Skørping Kommune under weekendens seniorfestival. Støvekostene kunne få nogle til at tro, at det var en støvet affære, men selvom deltagerne er i deres livs efterår, så lignede det mere den sensommer, der rent vejrmæssigt viser sig fra sin allerbedste side i øjeblikket. Solen glimtede, og det samme gjorde øjnene og humøret på deltagerne. En delegation på 32 tyskere fra venskabsbyen Gelenau var med til at skabe den gode stemning ved lørdagens aktivitetsdag i og uden for Blenstruphallen, hvor amtsborgmester Orla Hav bød velkommen ved kaffebordet fra morgenstunden. Skørping er amtets kulturkommune i år, og festivalen indgår i buketten af arrangementer under den paraply. Men med Orla Havs optræden var det officielle præg overstået, og det samme gjaldt eventuelle fordomme om ældre mennesker som nogle, der kun trives med stillesiddende sysler. Cirka 70 mennesker sang og dansede en times tid i hallen, og derefter var tiden kommet til en række aktiviteter, som deltagerne på forhånd havde valgt sig ind på. På sportspladsen uden for Blenstruphallen demonstrerede seminarielærer Palle Krabbe gamle landsbylege for en lille gruppe, der ikke fik lov at beholde de mentale parader oppe ret længe. Deltagerne fik som start lov til at jonglere med kæppe og de førnævnte støvekoste, og det fik for alvor smil og grin frem. - Jeg håber ikke, vi skal optræde med det her, bemærkede en af deltagerne. - Jo, skriv bare, at vi er parate til at give shows, helst i udlandet, lød Palle Krabbes veloplagte svar, der altså lige så meget var henvendt til NORDJYSKEs udsendte. Skulle nogen stadig spekulere over værdigheden, så blegnede det, da de med struttende bagdele blev ekserceret i disciplinen "tøfning", der ifølge hr. Krabbe er specielt udviklet motion til pensionister og i øvrigt fungerede som en indbyrdes præsentationsrunde. Den sidste rest af hæmninger forsvandt endegyldigt, da der blev leget "ræven og hønsene". At lege er at udstille sig selv, fortalte Palle Krabbe, hvis ord til fulde blev bekræftet. Til gengæld for anstrengelserne fik deltagerne et godt grin og noget i bagagen, som godt kan sætte fut i familiekomsammenerne derhjemme. Andetsteds underviste Mette Nicolaisen og Jørgen Mortensen i pileflet, hvilket opfyldte et længe næret ønske hos i hvert fald Ruth Thomsen, St. Brøndum, og Ketty Bach, Lyngby. - Og efter at vi er holdt op med at arbejde, så har vi tid, forklarede Ruth Thomsen, der havde parkeret gemalen Poul Mouritsen ovre på skolen. - Han er mere til sang end til husflid. Tiden tillod ikke, at Ketty Bach gav sig i kast med den rangle, hun havde sat næsen op efter, men den blomsteropsats deltagerne fik lov til at prøve kræfter med, gav begge appetit på mere. - Jeg har set, der er kursus i efterårsferien, så det satser vi på, sagde Ruth Thomsen, som senere på dagen havde valgt Palle Krabbes "sang og bevægelse i det fri" og altså havde fravalgt "udseende, velvære og stil". - Naah, det er nok ved at være for sent med dét, sagde hun muntert. Begge viste sig at have et godt tag på fletningen, men måtte se sig overgået af tyske Wolfgang Rudolph, der viste naturtalent for opgaven, selvom det også for ham var første møde med pilekvistene. Han forklarede dog, at han har dyrket masser af husflid, hvoraf kun disciplinerne strikning, knytning og træsnit var umiddelbart forståelige for denne skribent. Nu er der en mere, for Wolfgang Rudolph var meget begejstret og lovede på stedet, at han ville tage pileflettet op igen hjemme i Gelenau. - Det er lige noget, man kan sidde med, når det er mørkt og det regner. Det er i hvert fald bedre end det dumme fjernsyn, sagde han. Imens var de fleste af hans bysbørn i gang med at forberede den optræden, de havde besluttet at levere til aftenens fest i hallen. Det var absolut ikke udtryk for, at de ikke havde lyst til at blande sig med de lokale. Ganske vist kan praktisk taget ingen af tyskerne mere end et par ord på dansk, men "snakken" gik alligevel livligt. - Vi bruger bare tegn og fagter, fortalte Marga Schirmer, der sammen med gemalen Siegfried for første gang var i Danmark og åbenlyst nød festivalens rundhåndede tilbud. Det gjorde cirka 90 andre i løbet af dagen, mens festen i hallen om aftenen trak 125 deltagere. 80 var med søndag til blandt andet rundvisning på Lindenborg Gods og foredrag af Helge Qvisttorff. Mange flere kunne have været med, men der var på forhånd sat grænser for deltagerantallet, og alt i alt var der tilfredshed hos Aage Lundgaard, som har været med til at arrangere festivalen. - Der er vel små 300 aktiveret i løbet af weekenden, og det er godt nok. Vi har trukket folk fra Aars, Aalborg, Hadsund, ja alle omegnskommuner, men vi må nok erkende, at arrangementerne ligger tæt i øjeblikket, sagde han med henvisning til de sidste ugers egnsspil og Kend-din-kommune arrangementet Terndrup - en levende by. Han mente desuden, at målgruppen måtte have taget udtrykket "senior" lidt for bogstaveligt. - Mange af dem i 60'erne afholder sig fra at komme, fordi de opfatter "seniorer" som meget gamle og meget svage, sagde Aage Lundgaard, som håber, der bliver lejlighed til at finde et nyt navn. - Vi havde seniorfestival for to år siden, og jeg håber, det kan gentages om ikke hvert år, så hvert andet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...