Seniorer skød markedet i gang lørdag

Seniorerne mødtes i markedsteltet til gamle venner, gratis sild og pølsebord lørdag formiddag

Lene Rudbæk Aarup
Sild, pølse og lun leverpostej til Brønderslevs seniorer lørdag formiddag. Foto: Hans Ravn
Badminton 2. september 2007 06:00

BRØNDERSLEV: Sild, pølser og lun leverpostej. Der er kø ved buffeten, når Brønderslevs seniorer bliver budt på gratis frokost lørdag formiddag. Gamle bekendte mødes over en sild og en snaps, og skraber paptallerkenerne helt rene. En af gæsterne i teltet er Tage Thomsen. Han plejer ikke at spise frokost i teltet lørdag, men i dag passede det lige i programmet. - Jeg er her for at sælge en hest og for at finde mig en markedskæreste, siger han med et glimt i øjet. Hesten har han endnu ikke solgt. - Jeg fandt en køber, men jeg forlangte 10.000, og så bød han selvfølgelig kun 7000, så vi har ikke handlet endnu, fortæller han. Anderledes ser det ud med kæresteriet. - Det var meget nemmere at finde en markedskæreste, da man var ung, forklarer han. Han har dog ingen grund til at være urolig i dag, for han har allerede en ”markedskæreste”, som han skal mødes med senere. Det er dog ikke fra markedet, de kender hinanden. Men først skal han hjem og have en middagssøvn. - En træt mand er ikke særlig sjov, siger han. Familie og venner Et andet sted i teltet sidder Ragna og Knud Andersen. De plejer til gengæld at komme hvert år til seniortræffet i markedsteltet. - Her er så festligt, og vi møder mange på vores egen alder, siger Knud Andersen. Hans kone Ragna giver ham ret, men synes alligevel at det bedste ved markedet er fredagen, hvor de tager af sted med børnebørnene. Ragnas sidemand kommer tilbage med en ny portion. - Det smager hul’me godt, sådan noget gratis mad, siger han og tager en bid af brødet med den lune leverpostej. Flere tusind portioner Poul Lønbro fra Brønderslev Badminton Club har det forkromede overblik i markedsteltets køkken. Han vil skyde på, at der i dag er mødt omkring 400 seniorer op til frokosten. - Lørdag er vores travleste dag. Men det er godt, at pensionisterne kommer i formiddag, så vi kan få gang i markedet, siger han. Han skyder på, at der vil nå at blive stegt et par tusinde bøffer og langet omkring 5000 menuer over disken i løbet af weekenden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...