Seniorer solgte ud af arvegodset

EMNER 22. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: - Egon, hvad kan sådan en neglefil koste? Anna Vester kalder på sin nye nabo, Egon Sørensen. Det er ham, der har forstand på værktøj og må sætte prisen. "Neglefilen", som i virkeligheden er en kæmpe grovfil, var én af de tusindvis af lopper, som seniorbofællesskabet Lille Bangsbo solgte ud af lørdag på Knivholt. 28 pensionister flyttede 1. juni ind i de nye lejligheder i Lille Bangsbo. De fleste kommer fra store parcelhuse, og nu har de ikke plads til alle deres gamle møbler. Derfor: stort loppemarked fra Lille Bangsbos overskudslager. Lidt vemodigt måske, men beboerne i Lille Bangsbo nyder de nye omgivelser. - Det er alletiders. Vi har det så dejligt. Vi kender jo hinanden og passer på hinanden, fortæller Anna Vester, der tidligere boede i en ejendom ved en minkfarm mellem Sæby og Frederikshavn. - Jeg har ikke så meget plads i bofællesskabet og mine børn har taget det, de vil have. Resten skal sælges, siger Anna og prutter om priserne med nogle af de mange hundreder, der fra morgenstunden fyldte Knivholt. Egon og Lena Sørensen solgte deres hus i Odensegade og flyttede til Lille Bangsbo. - Det kan jeg godt anbefale for alle, der er fyldt 60, siger Egon. - Det er noget helt andet end at bo i parcelhus. Vi render ikke hinanden på dørene, men vi har smil på lige fra morgenstunden. Vi kender hinanden fra de år, hvor vi har planlagt bofællesskabet og holder øje med hinanden. Det giver stor tryghed, siger Egon, inden der igen er bud efter ham på seniorernes loppemarked.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...