Seniorhygge på Solvang

Hadsund 10. februar 2003 07:00

AARS: De er mange, og de er flittige. Solvangs Venners formand, Lilli Nielsen, kan bestemt ikke udsætte noget på venneforeningens medlemskreds. De er efterhånden 320 af slagsen og et sted mellem 80 og 120 tropper trofast op, hver gang foreningen er vært ved af årets utallige arrangementer. - Det er flot, ja, vi har endda lagt mærke til, at I næsten er ved at have faste pladser, bemærkede Lilli Nielsen, da kalenderen forleden var nået til årets generalforsamling. Bestyrelsen gør da også et ihærdigt arbejde for at friste beboerne på ældrecentret med en bred og farvestrålende arrangementsbuket, som spreder sig over foredrag, musik og udflugter. Lilli Nielsen friskede hukommelsen op og mindede om besøg af Aars Spillemandslaug i februar og september og kollegerne fra Hadsund Harmonikaklub i maj. Der var udflugterne. Til Daugbjerg Kalkminer i juni, til Rosenparken i august og lysturen i Aars, da det blev jul, og der blev sat strøm til juleudsmykningen. Der var foredragene og fortællingerne. Eksempelvis fra sognepræst Anders Bonde, som fik smilene frem og huskede alle på - selv om det var marts og koldt -, at der også er noget at grine ad, når man bliver gammel. På den anden side af sommeren - i oktober - læste Søren Nørgård fra Hornum op på dialekt. Og Lilli Nielsen fandt selv lysbillederne frem fra USA og Canada i november, inden det blev julehyggetid med Kimbrergarden i december. - I april prøvede vi noget nyt, en caféaften med stor tilslutning, så det gør vi igen, lovede Lilli Nielsen. Det gik heller ikke upåagtet hen i foreningen, at Solvang fyldte 50 år. Gaven var Georg Jensen Juleophæng, som pyntede svært i vinduerne på ældrecentret i hele december. Og så var der alt det andet. Seniornaden, bankospil hver anden mandag, blomsten til de nye beboere… Martha Andersen, Knud Heiz, Ketty Munk og Lilli Nielsen blev alle genvalgt til bestyrelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...