Mariagerfjord

Seniorråd føler sig snydt igen

Ældre føler sig tilsidesat i høringsproces

Seniorrådet føler sig igen snydt for retten til at udtale sig i en konkret sag. Eller rettere: Man får først sagen at se og mulighed for at udtale sig, efter at det besluttende fagudvalg har været på banen. For nylig var det i robotstøvsugersagen, man følte sig holdt på sidelinjen. Denne gang handler det om udformningen af en etårig overgangsordning for folkeoplysningsudvalget, som endegyldigt nedlægges fra 2013. Sagen landede på seniorrådets bord to dage før byrådsmødet 15. december, men blev færdigbehandlet i udvalget for kultur og fritid allerede 29. november. I seniorrådet er man fortørnet over, at "fagudvalget har færdigbehandlet sagen og sendt den til byrådet med indstilling uden forudgående, lovpligtig høring i seniorrådet".