Svømning

Seniorsvømmerne i tilbagegang

I alt 53 ældre, fordelt på to hold, er med som aktive svømmere i Hobro, og det er færre end tidligere

Foreningen Seniorsvømmerne i Hobro melder i denne sæson om svigtende deltagerantal: I alt 53 ældre, fordelt på to hold, er med som aktive svømmere, og det er færre end tidligere, fremgik det på foreningens generalforsamling forleden. Tilbagegangen skyldes blandt andet, at også andre aktører er begyndt at tilbyde pensionistsvømning. Som følge af tilbagegangen og stigende svømmehalspriser gav 2008 et mindre underskud. Den 10 år gamle forening har dog en lille formue, så kontingentet på 300 kroner per sæson fastholdes. Generalforsamlingen bød i øvrigt på genvalg tværs over hele bassinet. Hanna Glavind er fortsat formand, Børge Boelsskifte er næstformand, og Benny Ingvartsen bestyrer pengekassen. Birgit Qvortrup og Kirsten Libach Pedersen deles om sekretærtjansen.