Sensationel sejr til FC Hjørring

Vendelboerne tæmmede totalt Lyngbys farlige offensiv og vandt fortjent 2-0 på Hjørring Stadion

Dennis Ramonn Olsen åbnede scoringen på et straffespark allerede efter tre minutter. Foto: Henrik Louis

Dennis Ramonn Olsen åbnede scoringen på et straffespark allerede efter tre minutter. Foto: Henrik Louis

HJØRRING:FC Hjørring skabte søndag sensation i Betsafe Ligaen i fodbold, da holdet på hjemmebane fuldt fortjent vandt 2-0 over Lyngbys superliganedrykkere og oprykningsfavoritter.

De 552 tilskuere på Hjørring Stadion klappede hjemmeholdet fra banen efter en flot indsats.
Sejren blev grundlagt på en drømmestart med scoring allerede efter tre minutter. Efter et par fikse driblinger blev Michael Nielsen fældet i det kriminelle felt, og anfører Dennis Ramonn Olsen scorede sikkert på straffesparket.
Det teknisk stærke Lyngby-hold havde bolden mest i fortsættelsen, men evnede ikke at åbne hjemmeholdets velorganiserede defensiv, og det virkede farligere, når Hjørring angreb. Efter godt en halv time var det således kun millimeter fra at blive 2-0, da Hjørrings midterforsvarer Mark Westergaard var gået med fem og headede et indlæg på indersiden af stolpen.
få sekunder før pausen fik Lyngby sin første store chance, da Patrick Mortensen sparkede over mål fra nært hold.

Mål af indhopper

Lyngby-træner Niels Frederiksen forsøgte at vende slaget med to udskiftninger i pausen, men Hjørring øgede efter kun syv minutter til 2-0 ved indskiftede Lasse Strandberg efter fornemt forarbejde fra stopperen Alexander Ludvig, der energisk erobrede bolden ved midterlinjen i venstre side og satte kursen direkte mod mål.

Lasse Strandberg havde kun været på banen i fem minutter som afløser for Mads Jessen og var tæt på endnu en træffer et kvarter før tid med et skud, som Lyngby-målmand Nicklas Højlund fistede på overliggeren.
FC Hjørring har nu erobret otte point i de seneste fire kampe og er kravlet over nedrykningsstregen.
Holdets næste opgave er ude mod Fredericia på søndag.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.