Sensationel sejr til FC Thy

FC Thys kvinder vandt 3-2 i den første kamp i 3F Ligaen

Simon Kjær Jensen
FC Thy-træner Torben Overgaard kunne juble over en sejr i den første kamp i den bedste række.Foto: Henrik Louis
Fodbold 11. august 2018 20:52

THISTED: Trods blæst og vådt vejr på Lerpytter var der fest, da FC Thys nyoprykkede kvinder lørdag vandt 3-2 over Odense i 3F Ligaen.

- Det var helt vildt, siger Thy-træner Torben Overgaard.

Fra startfløjtet så det ellers ikke ud til, at FC Thy var klar på opgaven mod Odense.

Spillet var rodet, og gæsterne var klart i teten, hvilket kostede et mål til Odense efter ti minutters spil.

- Der var mange nerver, men efter scoringen tog vi skeen i den anden hånd og begyndte at spille det fodbold, vi havde planlagt, mener Torben Overgaard, der ikke skulle vente længe på udligningen, som Lotte Christensen allerede sørgede for blot fem minutter senere, hvor hun udnyttede en aflevering i dybden til sikkert at udligne til 1-1.

Efter udligningen var spillet jævnt fordelt, men det var igen oprykkerne, der fik netmaskerne til at blafre efter 30 minutter, hvor Malene Sørensen bragte Thisted i front med 2-1.

Netop Malene Sørensen havde også stor andel i, at Thy fik udbygget føringen i anden halvleg.

Hun blev tilkendt et korrekt straffespark, og dette udnyttede Mathilde Kjeldgaard sikkert til 3-1.

Kampen kunne nu reelt godt være afgjort, men et hårdt pres fra Odense gav en reducering med 12 minutter igen.

De sidste minutter af kampen blev dette pres endnu hårdere, men en god præstation af debutanten Maja Østergaard i målet gjorde, at Thy kunne holde føringen til slutfløjtet.

- Det var helt fantastisk. Vi vidste, at der var muligheder, men derfra og så til at udnytte dem var der et stykke vej. Det var en drømmestart, og nu er der virkelig godt humør i truppen, siger Torben Overgaard

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...