Sensationelt Nadal-exit
Rafael Nadal tabte højest overraskende i anden runde af Wimbledon til verdens nummer 100

Rafael Nadal (th.) er færdig i Wimbledon efter nederlag til tjekkiske Lukas Rosol (tv.) Foto: Scanpix
LONDON:Chok ved Wimbledon: Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er allerede i anden runde færdig i den berømte græsturnering efter nederlag i fem sæt til tjekkiske Lukas Rosol, som blot er nummer 100 i verden.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Dette er et mirakel for mig. Jeg havde ikke forventet sådan noget. Jeg spillede fantastisk, min bedste kamp nogensinde, siger Rosol til BBC.
Som nummer 100 i verden blev Rosol samtidig den lavest rangerede spiller i historien til at slå Nadal i en grand slam-turnering.
- Inden kampen tænkte jeg bare på, at jeg skulle spille tre gode sæt. Nu håber jeg at kunne spille endnu en kamp som denne, fortæller Rosol.
Kampen sluttede under Centre Courts tag med spotlyset tændt, da mørket havde lagt sig over London.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.