Sensommer med bekymringer

Men glæder efter syndflod, tyttebær på det tørre og sommerfugle i blommerne

Når august slipper op, er sommeren forbi. Stort set. Med havbad og sådan. Men vi glæder os til september. Den bløde overgang til efterår. Somme tider med høj himmel og spindelvæv i luften. Nogle gange med ruskvejr og nedfaldsfrugt i haven. August er årets vådeste måned og lever i år op til niveauet. Forskelligt, ganske vist, men sine steder med overflod. Tordenskyller er blevet nærmest uhyggelige. Ingen ved vel, om den forhøjede temperatur og hul i ozonlaget er årsag, men selv i det vejrmæssigt fredelige Danmark oplever vi dramaer. Timer med syndflod. Endda med ubegribelige grænser, som giver 50 mm vand i den ene have og ingenting en kilometer derfra. Vi tilvænner os. Regnmålerne forklarer, hvorfor korn står tilbage på markerne. Byboen og de ferierende ønsker altid godt vejr, men på landet er man en del af både regn og sol og ville næppe leve uden årstiderne. Kunne vi så blot bestemme over høstvejret og nedbøren, når den udebliver. Hvordan mon ? Men regnmagere bliver vi aldrig. Nogen eller noget over os har større indflydelse - og hvad skulle vi gøre uden vor evige tale om vejret. Hvad skulle vi være spændt på, hvis vi med sikkerhed vidste, om tyttebærrene er modne, eller rønnebærrene blevet for tørre. Om det har regnet også vestude i plantagerne, så kantarellerne er kommet igen. Eftersommeren er, plus eller minus, sød høsttid med mirabeller i hegnene og slikne sommerfugle på blommerne. Admiralen som den allerflotteste er på vingerne, men vist ikke talrig i år. Hvepsene har til gengæld været det. Marmelade på morgenbordet lokker dem, ligesom kagerne i bagerens butik. I fasanvolieren havde de arbejdsomme gedehamse bygget i foderhuset, uden tilladelse, så dommen blev nedrivning af det sirligt konstruerede værk. Vi drog ud efter solnedgang med stor plasticpose og planer om at snuppe hele samfundet, binde om posen for oven og på grusomste vis kaste de arme væsener i halmfyret. Tøsedreng i mørke Men dette med snoren og poselukningen druknede i uhyggelig brummen. Herren i huset måtte ty til flugt med posen i hånden og tarvelig udsmidning af den arbejdsomme familie i en dyb grøft. Det gik godt. For os altså. Hævnen var dage senere fem stik i min nakke, da jeg syslede med buskrydderen og med høreværn intetanende havde beskåret et andet bo af de runde og grå. Nu ebber sæsonen ud. Mens de stikkende slikmunde bliver sløve og går imod død, er de allerfarligst, eksempelvis for hunden, som nu kan fange dem. Av, av for en sommer. Hvilke problemer vi dog har sammenlignet med dem, vi møder i Tv's nyheder. Forstående hejre Og hvordan skal det gå med krebsene, sådan som fiskene tager overhånd i vor dam og æder alle dafnier? Suderne, vi satte ud år tilbage, trives, så vi næsten er glad for fiskehejren i vandkanten. Nu og da hakker den ud efter føde. Måtte det være småfisk og ikke de klodyr, som trods problemerne giver os en sommermiddag og ser gloende flotte ud efter kogning. Dammen ligger op mod den høstede bygmark og burde sikre lidt ænder efter 1. september. Kun sjældent får gråandeparret lov til at yngle, for blishøns har vedtaget, at her bor de. Krikænder kommer til gengæld i styrtdyk. Det bliver en aften i skumringen, når september kaster rundt med de vilde flyvere og lader dem hvirvle som løv i storm. Rådne æbler Forinden skulle vi gerne have plukket blommerne og naboen sine sommeræbler. Han har indskrænket avlen ved tanken om de rækker af træer, som i hans barndom gav evindelige forpligtelser over for nedfaldsfrugten. Han skulle sommer og efterår samle æbler op efter blæst. Dernæst sortere dem. De grimme skulle spises først, og somme tider mindes han med et suk: Vi åd altid rådne æbler! Heldigvis er selv børn fra krigens tid blevet lidt flottere med tingene. Med de skurvede æbler. Med alt det, som dengang "godt kunne bruges", men ikke altid duede. Vi mangler ingenting - trods vådt korn og uvished vedrørende krebs.