Sensor advarer mod fotovogn - men den er ulovlig
Bilister kan blive advaret, før de møder en fotovogn, men det er i strid med reglerne
DANMARK: Det kan måske friste at udstyre bilen med en sensor, der advarer i god tid før mødet med en fotovogn - især i denne uge, hvor politiet kører en landsdækkende fartkampagne.
Men det må man ikke. Det er godt nok ikke ulovligt at sælge eller købe sådan en sensor, men det er ulovligt og straffes med bøde at anvende den på danske veje, skriver metroxpress.
Den væsentlige oplysning fremgår imidlertid ikke hos de danske web-shops RadarDetektor.dk og FotovognAlarm.com, der sælger sådanne sensorer - som altså ikke lovligt kan bruges til noget som helst - for mellem 395 og 2.195 kroner.
Forbrugerombudsmanden oplyser til metroxpress, at ”det bør fremgå skriftligt på en webshop, hvis produktet ikke lovligt kan anvendes til det tiltænkte formål”.
Indehaver af Radardetektor.dk Tobias Henning-sen gør det stik modsatte. Han skriver på webshoppen, at detektorerne er ”godkendt af politiet i Danmark” - selv om det af en bekendtgørelse fra 1998 klart fremgår, at det er ulovligt.
Tobias Henningsen siger, at han i e-mails fra Østyllands og Fyns Politi er blevet oplyst om, at sensorerne er lovlige. Han indrømmer, at han godt kender til loven, men siger:
- Jeg henholder mig til svaret fra de to politikredse. Så længe jeg ikke får andet at vide af politiet, har jeg tænkt mig at fortsætte på samme måde.
Tobias Henningsen nægter over for metroxpress at oplyse navnene på de betjente, han har mailet med. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Østjyllands og Fyns Politi.
Ejeren af Fotovogn-Alarm.com har efter metroxpress’ henvendelse gjort det klart på webshoppen, at udstyret er ulovligt at bruge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.