Sent mål sender Sønderjyske i sin første pokalfinale

Med en sen 2-1-sejr over AC Horsens er Sønderjyske for første gang i klubbens historie i pokalfinalen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sydbank Pokalen: SønderjyskE – AC Horsens Julius Eskesen udligende til 1-1, da Sønderjyske vandt 2-1 over AC Horsens og spillede sig i pokalfinalen. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

HADERSLEV:For første gang i klubbens historie er Sønderjyske klar til pokalfinalen i fodbold.

På hjemmebane i Haderslev vandt sønderjyderne med 2-1 over AC Horsens.

Angriberen Anders K. Jacobsen blev den helt store helt, da han i de døende minutter af den ordinære spilletid var over en returbold og scorede sejrsmålet.

Horsens var ellers klart bedst i første halvleg med holdets fysiske styrke og mange indlæg, som hjemmeholdet havde svært ved at modstå.

Mens gæsterne forsøgte at pumpe bolde ind i Sønderjyskes felt på stribe, havde hjemmeholdet sværere ved at komme med modtræk i den anden ende.

Ud over en god mulighed efter en omstilling havde hjemmeholdet ingen målchancer før pausen.

Sønderjyske overtog dog tøjlerne i anden halvleg og formåede at spille sig frem til langt flere chancer end i første halvleg og leverede også et flot comeback.

Otte minutter inde i anden halvleg lykkedes det Horsens at drage nytte af holdets fysiske overlegenhed, da garderhøje Simon Okosun steg til vejrs og pandede et hjørnespark i kassen.

Men hjemmeholdet svarede igen ni minutter senere.

Alexander Bah førte bolden frem fra sin position i højre side, inden han med et fladt indlæg fandt den velspillende tekniker Julius Eskesen, som flot dirigerede bolden over i det lange hjørne.

Kampen var på vej mod forlænget spilletid, men det fik Anders K. Jacobsen lavet om på. Med et minut tilbage af den ordinære spilletid opsnappede han en returbold fra Horsens-målmand Matej Delac og scorede til 2-1 til stor jubel.

Finalemodstanderen bliver enten AaB eller AGF, der spiller senere onsdag aften.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.