Fodbold

Sent straffespark holder liv i Brøndbys pokaldrømme

Brøndbys håb lever fortsat i pokalen efter 1-1 hjemme mod Esbjerg i den første af to pokalsemifinaler

Brøndby og Esbjerg spillede 1-1 i aftenens pokalkamp. Foto: Scanpix

Brøndby og Esbjerg spillede 1-1 i aftenens pokalkamp. Foto: Scanpix

BRØNDBY:FCK-lejesvenden Youssef Toutouh bragte Esbjerg foran med 1-0, mens Jens Stryger Larsen udlignede til slutresultatet 1-1, da Brøndby onsdag aften fik besøg af vestjyderne i den første af to pokalsemifinaler.

Brøndbys udligning blev sat ind et kvarter før slutfløjtet. Der skulle et straffespark til, som blev begået mod indskiftede Oke Akpoveta. Inden målet havde Brøndby ikke formået at få noteret en eneste afslutning inden for rammen.

Første halvleg var mildest talt en uskøn affære, hvor gæsterne havde overtaget. Vestjydernes boldomgang var værternes overlegen.

Det pressede Brøndby så langt tilbage, at måltruslen Simon Makienok Christoffersen ikke fik lov til at komme ind i kampen. Og når han endelig blev brugt som station i opspillet, var resten af holdet for langt væk fra Esbjergs mål.

Omvendt var der mere bid i Esbjergs offensiv. Især Toutouh og Martin Braithwaite skabte ravage på kanterne.

Brøndbys defensive udgangspunkt gjorde det nemmere for gæsterne, og efter 32 minutters spil udnyttede Esbjerg pladsen foran værternes mål.

Et fladt indlæg fra højre side fik bolden lov til at rejse hele vejen til den bageste stolpe, hvor Toutouh stod klar. Med en kølig afslutning bragte han Esbjerg på 1-0.

Brøndby-træner Auri Skarbalius pillede Dennis Rommedahl ud i pausen til fordel for Quincy Antipas, og straks var der mere fart over hjemmeholdet. Med et kvarter tilbage på uret kom Brøndby tilbage i kampen.

Jonas Knudsen væltede indskiftede Oke Akpoveta omkuld i eget straffesparkfelt. Dommer Jakob Kehlet pegede korrekt på pletten, og herfra sendte Jens Stryger Larsen sikkert bolden i nettet med Brøndbys første afslutning inden for rammen.

Scoringen fik gang i hjemmeholdet, men trods en god afslutning på kampen blev det ikke til flere mål.

Derfor sluttede det hele 1-1, og dermed er alt endnu åbent inden returkampen i Esbjerg. Den kamp spilles den 18. april./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst