Ser frem til debut

AALBORG: Han så lidt betuttet ud placeret helt ude på højrefløjen af podiet under gårsdagens dobbeltløbede pressemøde i AaB-lejren, men nyindkøbte 26-årige David Nielsen tog virakken iskoldt. - Det kan kun være klogt af AaB A/S at investere tid og penge i en satsning på andet end lige fodbolden, og der er sket meget positivt i klubben, siden jeg sidst var i dansk fodbold, men i bund og grund gælder det for mig om at levere varen på grønsværen, siger David Nielsen, som AaB har fået til Nordjylland på en fri transfer fra Norwich City i den engelske 1. division i fodbold. Det sidste får han chancen for på lørdag i tv-kampen hjemme mod Herfølge i Superligaen på et karantæne- og skadesramt AaB-mandskab. Det sker med trøjenummer 10 på ryggen. - Jeg glæder mig til at få debut på Aalborg Stadion, uanset hvordan vi måtte stille op. Det er en uhyre vigtig kamp for holdet, og kan vi få en sejr mod Herfølge, ser det hele lidt lysere ud, siger David Nielsen, der i går også nåede at hilse på sine nye klubkammerater. Han træner for første gang med de øvrige AaB-spillere i dag.jeri