Skolelukninger

Ser på børnehave-struktur

Politikerne vil se på kreative løsninger, så Ingstrup, Moseby og Hjortdal stadig har lokalt pasningstilbud til småbørn, selv om skolerne lukker.

Hvordan det præcis skal strikkes sammen, er det for tidligt at sige noget om endnu, men der vil med stor sikkerhed blive lokale pasningstilbud til førskolebørn i både Ingstrup, Moseby og Hjortdal, selv om byernes skoler nedlægges til sommer. Det siger formanden for børne- og familieudvalget Søren Brink (K) efter et møde i udvalget, hvor man har diskuteret fremtiden på børnepasningsområdet efter vedtagelsen af den nye skolestruktur, hvor fem landsbyer mister deres skole. - Jeg kan ikke love noget endnu, men der er bred politisk opbakning til at Ingstrup, Moseby og Hjortdal fortsat skal have et lokalt pasningstilbud til småbørn, selv om sfo-delen flytter væk i den nye struktur, oplyser han. I Arentsminde og på Øland er situationen lidt anderledes, da der er et privat pasningstilbud i Arentsminde, og forældre på Øland er vant til at deres småbørn skal køres for at blive passet. - Vi skal selvfølgelig tage hensyn til den private ordning i Arentsminde, og vi skal også have det hele til at gå op med pladsen i sfo'erne rundt omkring. Nu regner forvaltningen på de forskellige muligheder, og så holder vi et nyt udvalgsmøde om to uger, forklarer Søren Brink. En af mulighederne der skal undersøges, er at oprette en kombineret ordning med vuggestue og børnehave i de tre landsbyer, så der er et samlet pasningstilbud for 0-6 årige. Ellers risikerer børnehavedelen at blive meget dyr i ressourcer. - Mit indtryk er, at politikerne er villige til at strække sig langt for at finde en løsning, så førskolebørn stadig kan passes lokalt, siger Søren Brink.