Ser sin by fra Limfjordshusets top

Kaj Rye - 65 år på fredag.

Kaj Rye - 65 år på fredag.

Hans kontor er på øverste etage i det eksklusive Limfjordshus Ved Stranden i Aalborg. Herfra har han det store overblik over midtbyen og fornemmelsen af byens puls. Det er over 40 år siden, Kaj Rye blev ansat som revisor hos Nordjyllands Revisionskontor, og i dag støder man ind i ham mange steder i Aalborg. Han er direktør for og medejer af Casino Aalborg. Han er medejer af Radisson SAS Limfjord Hotel, Hotel Chagall samt Limfjordshuset, og posten som administrerende direktør i Finans- og Ejendomsselskabet Aalykke A/S har han bestredet i over 20 år. Kaj Rye kender Aalborg særdeles godt. Han har et bredt netværk i den nordjyske erhvervs- og finansverden, og fredag fylder Kaj Rye, Møgelbjergvej 63, Vodskov, 65 år. Kaj Rye er født i Præstbro, og i 1952 flyttede familien til Dybvad. Efter folkeskolen ville Kaj Rye prøve at stå på egne ben og begyndte sin studentertid på Høng Kostskole, hvor han i 1962 blev student, og året efter begyndte han sin revisoruddannelse i København. Efter første del af HD-studiet besluttede Kaj Rye og hustruen Ingelise sig for at vende tilbage til Vendsyssel, hvor han i 1965 blev ansat som revisor hos Nordjyllands Revisionskontor (i dag Revisionsfirmaet Mortensen & Beierholm i Aalborg). Her var han erhvervsaktiv samtidig med, at han afsluttede sin HD-uddannelse. Som revisor arbejdede Kaj Rye bl.a. for entreprenørfirmaet Rasmussen & Stisager (R&S), og i 1971 blev han ansat som økonomichef i moderselskabet for R&S, Finans- og Ejendomsselskabet Aalykke A/S. To år senere efter blev han udnævnt til økonomidirektør, og siden 1987 har han været selskabets admini-strerende direktør. I 1990 indledtes et samarbejde med den svenske entreprenørkoncern Skanska i et fælles selskab. Kaj Rye var direktør indtil 1996, hvor entreprenøraktiviteterne blev solgt til Skanska Danmark. Herefter blev hans indsats koncentreret som direktør for Finans- og Ejendomsselskabet Aalykke A/S øvrige aktiviteter, der består af investeringer i erhvervs- og udlejningsejendomme. Selskabets hovedaktionær er ingeniør Jørgen Rasmussen, der er tredje generation i Rasmussen & Stisager virksomheden, hvor Kaj Rye har en aktiepost. Ejerskabet af Casino Aalborg, Radisson SAS Limfjord Hotel, Hotel Chagall og det store Limfjordshus har han sammen med Jørgen Rasmussen og direktør Richard Byrdal. Direktørjobbet for Casino Aalborg byder på et ansvar for 30 ansatte. Og Kaj Rye glæder sig over den fremgang, som Casino Aalborg har opnået. Det besøges årligt af 40.000 gæster. Også Hotel Chagall har været båret af en god udvikling, idet en væsentlig del af hotellet er blevet ombygget til patienthotel, hvor kvinder, der har født, og patienter, der skal behandles på Aalborg Sygehus, kan overnatte i rolige omgivelser. Kaj Rye er medlem af Aalborg Vestre Rotary Klub, VL Gruppe 19 og Lokalrådet for Realkredit Danmark, Aalborg, og han er kendt for med sin arbejdsomhed, realitetssans, forhandlingsevne og en tillidsvækkende væremåde at have været med til at præge og udvikle bl.a. R&S og Aalykke gennem en lang årrække. Og på trods af ofte store arbejdsbyrder, har han taget sig tid til personligt engagement og indlevelse i problemstillinger og omsorg for sine medarbejdere. Kaj Rye og hustruen Ingelise har en stor vennekreds, og fritiden tilbringer Kaj Rye med familie og venner i hjemmet i Vodskov, i sommerhuset i Blokhus og på rejser. En motorcykeltur langs Vesterhavet er også blandt fritidsinteresserne. Som ung var Kaj Rye en dygtig fodboldspiller, og de sportslige aktiviteter udfolder han nu om dage sammen med Ingelise på golfbanerne i Brønderslev og Blokhus. Parret har to børn og to børnebørn. Sønnen Anders bor i London, hvor han underviser i musik og er udøvende musiker. Datteren Helle er sammen med sin mand og to børn bosat i Brønshøj. Hun er cand.scient. og er fuldmægtig indenfor det offentlige. Fødselsdagen fejres under private former.