Serbien med erfaren playmaker

Det danske landshold møder i aften et serbisk hold, der er markant anderledes end det, man har mødt til de seneste slutrunder.

Serbien har forud for mødet med Danmark indkaldt playmakeren Bojinovic (i midten). Foto: Scanpix

Serbien har forud for mødet med Danmark indkaldt playmakeren Bojinovic (i midten). Foto: Scanpix

Et hold får brudt sin sejrsstime ved VM, når Danmark i aften møder Serbien i den tredje gruppekamp ved VM. Begge mandskaber har lagt fra land med to sejre - Danmark over Australien og Rumænien, mens Serbien hentede en smal sejr over Algeriet og i går storsejrede over de australske amatører. Danmark var sidste år ved EM ude i en tæt kamp mod serberne ved EM, men det er et markant forandret serbisk mandskab, der kommer på banen i dag. - Alene det, at de har Vujin med på højre back gør en kæmpe forskel, for han er en spiller i den absolutte verdensklasse. Samtidig har de indkaldt playmakeren Bojinovic i stedet for Pribak, og han er jo en erfaren spiller med høj klasse, siger landstræner Ulrik Wilbek. - For os handler kampen meget om det samme som i går. Vi skal holde et højt tempo og konstant sætte tryk på. Og så kan det være, at vi igen skal forsøge os med et offensivt forsvar nu, hvor de har hentet Bojinovic, for han er ikke helt så bevægelig som Pribak, siger Wilbek, der dog understreger, at holdet starter ud med 6-0 forsvar. Kampen kan blive den blot femte landskamp for den unge playmaker Rasmus Lauge, der er indkaldt som gardering for Thomas Mogensen, der er ude af VM med den korsbåndsskade, han pådrog sig i søndagens kamp. - Rasmus kan blive en joker i mand til mand spillet. Vi starter selvfølgelig ud med de spillere, der var med fra start, men hvis ikke det fungerer, kan Rasmus får en rolle. Samtidig mister vi endnu en af vores bedste forsvarsspillere, så vi kan blive tvunget til at køre med to forsvars-angrebs udskiftninger, siger landstræneren.

Forsiden