Tennis

Serena Williams melder sig klar til at svinge ketsjeren igen

Den tidligere verdensetter i tennis Serena Williams gør comeback i Fed Cup i februar.

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams vender tilbage til sporten i forbindelse med Fed Cup-turneringen 10. februar.

Det oplyser det amerikanske tennisforbund tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Williams, der har 23 grand slam-titler i single, har siden hun fødte sit første barn i efteråret 2017 ikke optrådt på kvindernes tour med undtagelse af en opvisningskamp omkring årsskiftet.

Hun havde bebudet et comeback i forbindelse med den igangværende Australian Open, men i begyndelsen af januar meddelte arrangørerne, at hun havde opgivet at forsvare sin titel.

Den 36-årige Williams følte sig ikke klar til at konkurrere på topniveau, efter at hun ugen forinden havde gjort comeback efter sin barsel i en opvisningsturnering i Abu Dhabi.

- Efter at have spillet i Abu Dhabi har jeg indset, at selv om jeg er meget tæt på at være klar, så er jeg ikke, hvor jeg gerne vil være, sagde Serena Williams i en meddelelse.

- Selv om jeg er skuffet, så har jeg besluttet, at jeg ikke stiller op i Australian Open i år, tilføjede hun.

Serena Williams vandt sidste år turneringen i Melbourne, mens hun var gravid med sit første barn.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst