Serena Williams overlever forskrækkelse ved US Open

2017-vinderen Sloane Stephens havde Serena Williams i store problemer, men veteranen sled sig videre.

Serena Williams er videre til fjerde runde.

Serena Williams er videre til fjerde runde.

NEW YORK: Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams overlevede en skidt start og er videre til fjerde runde ved US Open.

Landsmanden Sloane Stephens blev besejret med 2-6, 6-2, 6-2.

38-årige Williams var i kampens indledning i store problemer mod Stephens, der vandt grand slam-turneringen for tre år siden.

Med en stærk forhånd lykkedes det den 11 år yngre Stephens at diktere spillet mod rutinerede Serena Williams, der har vundet seks gange i New York - den seneste triumf var dog helt tilbage i 2014.

På grund af corona-relaterede afbud er Williams tredjeseedet ved US Open, og da den topseedede Karolína Plísková allerede er faldet, så er veteranen lige nu favorit til at nå finalen.

Som så ofte før lykkedes det Serena Williams at rejse sig og i overbevisende stil vinde både andet og tredje sæt.

I fjerde runde skal amerikaneren op imod grækeren Maria Sakkari, der tidligere på lørdagen slog Amanda Anisimova fra USA med 6-3, 6-1.

Verdensranglistens nummer et og to, Ashleigh Barty og Simona Halep, deltager ikke ved turneringen i New York.

Hos herrerne leverede canadieren Vasek Pospisil en overraskelse, da han i tredje runde slog den ottendeseedede Roberto Bautista Agut fra Spanien i fem sæt.

Norske Casper Ruud er også ude af turneringen. Det norske tennishåb tabte i 4-6, 4-6, 2-6 til den sjetteseedede italiener Matteo Berrettini.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.