Serena Williams vinder efter Venus-nedtur

Serena Williams overstod sin førsterundekamp uden problemer. Lleyton Hewitt er derimod allerede ude.

Serena Williams vinder efter Venus-nedtur

Hvad storesøster Venus ikke magtede mandag eftermiddag, klarede Serena Williams uden problemer et døgn senere.

Med en sikker sejr på 6-2, 6-4 over Barbora Zahlavova Strycova fra Tjekkiet overstod den 30-årige Williams første rundes udfordringer på de traditionsrige græsplæner i Wimbledon uden uventede bump på vejen.

Det blev dog ikke helt så nemt for den tidligere verdensetter, som det tydede på, da hun blæste igennem første sæt på blot 29 minutter. Strycova, der er rangeret som nummer 62 i verden, gjorde bedre modstand i andet sæt, som kom til at vare 51 minutter.

Men store anstrengelser skulle den firedobbelte Wimbledon-vinder ikke gøre sig. Dermed blev der lidt at glæde sig over i familien Williams, efter at Venus Williams mandag eftermiddag blev ydmyget af russiske Elena Vesnina, der er verdens nummer 79.

Men Venus Williams er ikke den eneste tidligere mester og verdensetter, der er en skygge af sit gamle jeg.

Lleyton Hewitt har kun minderne tilbage om dengang, han var verdens bedste herrespiller. For 10 år siden vandt han Wimbledon, i dag er den skadesplagede australier dumpet ned som 202 i verden.

Udstyret med et wild card for overhovedet at kunne være med i Wimbledon, blev Hewitts visit ganske kort. Han tabte 3-6, 4-6 og 4-6 til den femteseedede franskmand Jo-Wilfried Tsonga.

/ritzau/