Seriemorder kræver sit ottende offer

} DORTMUND: En tysk seriemorder, der går målrettet efter udenlandske, mindre forretningsfolk, har i denne uge krævet sit ottende offer, mens politiet ikke kan finde ud af, hvad motivet er. En 39-årig tyrker blev tirsdag fundet død i sin kiosk i Dortmund. Han var blevet skudt af det samme våben, som var benyttet i de syv foregående tilfælde siden september 2000, oplyste anklagemyndigheden fredag. Alle ofre undtaget ét var tyrkere. - I hvert tilfælde har drabsmanden besøgt ofrene i deres ejendomme og har skudt dem flere gange i hovedet, sagde anklager Heiko Artkämper. Der var ikke stjålet noget, og ofrene synes ikke at have gjort modstand. - Drabene bar tegn på henrettelse, sagde Artkämper./ritzau/