Lokalpolitik

Seriøs økonomisk og perspektiv i en helhed er det afgørende ved budget 2008 ...

BUDGET:Ja, sådan lyder overskriften på den pressemeddelelse jeg netop pr. mail har modtaget fra Venstre og Liste T, efter tirsdagens bemærkelsesværdige byrådsmøde, hvor budgettet for næste år (eller måske de næste år?) blev vedtaget. Overskriftens grammatiske stil afspejler for så vidt udmærket indholdet i det vedtagne budget. Et budget, som hverken borgere eller politikere havde en reel mulighed for at forholde sig detaljeret til, fordi en lang række poster ikke var udspecificeret, men blot udlagt til puljer, som de enkelte udvalg så siden hen skal øremærke. Det vil sige, at man som kommunalbestyrelsesmedlem ikke vidste, hvilke eksakte indsatsområder man beskar eller støttede da man stemte om budgettet. Det er en demokratisk meget betænkelig fremgangsmåde. Hvis man ønskede at lade udvalgene stå for den endelige udmøntning, burde man have været meget hurtigere på aftrækkeren, så udvalgene havde haft en chance for at præsentere prioriteringerne inden byrådsmødet, og ikke lægge op til en forventet efterbevilling. Nu endte det jo så med et meget ambitions- og visionsfattigt budget, hvor de glade og optimistiske iværksætterdrømme fra planstrategiarbejdet blev efterladt som en forkølet fuser. Jeg skal ikke her gå i detaljer ¿ det vil der givet vis være mange andre til at tage sig af ¿ og T og V vil sikkert også i den kommende tid præsentere overbevisende forklaringer på, hvorfor der aldrig kan blive tale om forringelser, når man skærer godt 40 mio. ud af et budget, så længe man bare tilfører det 20 nye. Dé ørkesløse diskussioner vil jeg ved denne lejlighed forbigå og i stedet hæfte mig ved det overordnede hovedindtryk, jeg som ny i byrådet sidder tilbage med. Og det er unægtelig en forstemmende følelse. Sådan vil det måske altid fornemmes, når man tilhører et mindretal, der er blevet majoriseret. Men frustrationen stikker i dette tilfælde dybere (herregud, som SF¿er er oplevelsen af at blive nedstemt ikke så ualmindelig). Nej, grunden til at det i dette tilfælde gjorde ekstra av, var fordi motiverne bag resultatet af dette års budgetvedtagelse, ikke blot var grundet i politiske modsætninger. Det blev tydeligt i løbet af forhandlingerne, at der lå andre motiver bag. At partier kan prioritere en stor kassebeholdning højere end nye initiativer og lokaludvikling er reelt nok. Og sådan tegnede fronterne sig da også i begyndelsen af forløbet. Faktisk var det 12-13 mio. der delte T og V fra de øvrige partier. Da regeringen så pludseligt tildelte kommunen netop 12 mio. fordi den anså Hjørring som særligt vanskeligt stillet kommune, ja, så skulle man tro, at den værste skepsis ville aftage, og da vi så ydermere (lige så uventet) fik mulighed for låneoptag på godt 20 mio., ja, så burde alt være idel lykke. Men nej, intet kunne tilsyneladende formildne de forsigtige og ¿økonomisk ansvarlige¿ partier. Det blev efterhånden tydeligt, at specielt liste T¿s hovedmål først og fremmest var at hindre borgmesteren i at få et bredt forlig i stand (og endnu bedre: at få ham personligt holdt uden for forliget). Det var med andre ord pay-back time! Nu skal det her bemærkes, at vi i SF bestemt ikke var begejstret for den konstituering, der skete lige efter kommunalvalget ¿ her havde vi ligesom liste T grund til at føle os r. rendt ¿ Men: Er der ikke blevet tærsket tilstrækkeligt langhalm på dén affære? Skal vi virkelig bruge alle byrådsperiodens fire år til at hævne og hævne? Dét er tilsyneladende så indgroet en politisk kultur hos visse af byrådets erfarne og garvede politikere ¿ politikere, hvis dygtighed jeg ellers på andre områder har stor respekt for ¿ men på dette afgørende punkt giver det mig ærlig talt kvalme. Og her taler jeg ikke som SF¿er, men som ny politiker i byrådet. Da jeg i sin tid valgte at stille op, var det ud fra en lyst til at skabe resultater og udvikling for den ny kommune. Et motiv, jeg ved at flere andre nye politikere (på tværs af partiskellene) oprigtigt delte. Jeg havde tidligere som ¿kulturel iværksætter¿ oplevet, hvor tilfredsstillende det var, når man med partnere fra alle dele af det politiske landskab fik initiativer realiseret. Og jeg har da også i de forløbne år fået stor respekt for ¿ og samarbejde med ¿ mange byrådskolleger, som på papiret er politiske modstandere. Politik er det muliges kunst, og i disse budgetforhandlinger er der blevet slugt mange kameler. Mindretallets budgetforslag var f.eks. bestemt ikke drømmeforslaget for hverken SF eller de konservative ¿ men fra hver sin kant bøjede man sig meget langt for at nå en fælles platform at arbejde ud fra i det kommende år. SF¿s gruppeformand Karl Bornhøft har i sine mere end 20 år i politik aldrig oplevet at stå uden for et budgetforlig. Og hvor bekvemt (og fristende?) det end kunne være for de konservative at hoppe på flertallets rustvogn, så valgte man også fra denne side at satse på et fælles forlig. Det tjener Jens Broen og Per Larsen til ære. Borgmesteren forsøgte af oprigtigt hjerte at få enderne til at nå sammen, og også den radikale Thomas Mark gjorde et ihærdigt mæglingsforsøg ¿ men beslutningen var tilsyneladende urokkelig for V og T¿s hovedforhandlere. Og når politik på den måde kommer til at handle om personlig magt, så står jeg af. Faktisk får den slags oplevelser mig til alvorligt at overveje om det overhovedet er sliddet værd at fortsætte i kommunalpolitik (for det er et meget tids- og ressourcekrævende bijob, skal jeg hilse og sige). En sådan overvejelse vil givetvis glæde nogen, og det er ikke fordi jeg på nogen måde betragter mig selv som en Guds gave til dansk kommunalpolitik ¿ det problematiske er snarere, at mange andre på tværs af partiskel, men med den samme grundindstilling til arbejdets karakter, måske vil resonere på samme måde ¿ og så står vi med et solidt demokratisk problem!