Nordkorea

"Seriøst" USA-Nordkorea-møde

Beijing: Et møde mellem topdiplomater fra USA og Nordkorea torsdag var "seriøst og indholdsrigt", siger amerikanske diplomater. Mødet i Beijing er det første mellem de to lande siden Kim Jong-ils død. Diplomaterne diskuterede atomnedrustning, ikke-spredning af atomvåben og humanitær hjælp til Nordkorea, hvor fattigdommen er stor. Den amerikanske regering ser samtalerne, der fortsætter fredag, som en første mulighed for få et indtryk af, hvad den ny nordkoreanske leder, Kim Jong-un, står for. USA's koordinator for Nordkorea, Glyn Davis, håber også, at mødet kan føre til en genoptagelse af de såkaldte sekspartsforhandlinger om at få Nordkorea til at opgive sine atomvåbenplaner. /ritzau/AFP