Serritslev mangler boliger til ældre

Mange ældre flytter fra Serritslev til Brønderslev

Ældreforhold 27. februar 2003 07:00

SERRITSLEV: - Der er behov for ældreboliger eller andelsboliger i Serritslev. Det mener Knud Jacobsen fra Serritslev. Han rejste spørgsmålet på generalforsamlingen i Serritslev Venstrevælgerforening, hvor der var en politisk debat med de to lokale byrådsmedlemmer Birgitte Josefsen (V) og Ole Lysgaard Jensen (V). - Mange ældre flytter til Brønderslev, og det mener jeg skyldes, at der ikke er boliger til ældre i Serritslev. Birgitte Josefsen sagde, at man skal bevise, at der er et behov for ældreboliger. - Men man kan jo også bygge andelsboliger, og det er nok snarere det, der er behov for, mente Birgitte Josefsen. Hun oplyste, at Boligforeningen P. M. tidligere har haft en grund reserveret i Serritslev, men den er solgt til anden side, fordi der ikke var interesse for ældreboliger. Ole Lysgaard Jensen kunne oplyse, at lokale håndværkere er parat til at gå i gang straks med at opføre fire andelsboliger, hvis der er interesse for det. - Idémanden er Arne Johansen, der i nogen tid har forsøgt at få et projekt i gang for at skabe udvikling i Serritslev, sagde Ole Lysgaard Jensen. I øvrigt var der stemning for at tage spørgsmålet op i Serritslev Borgerforening, og det lovede Esben G. Steffensen at gøre. Knud Jacobsen mener i øvrigt, at der er for lidt gang i Serritslev, og han frygter for fremtiden for skolen. Birgitte Josefsen imødegik kraftigt Knud Jacobsens påstand. Hun sagde, at der faktisk er en god udvikling i Serritslev. - Huse står kun tomme i få dage, så er de solgt, oplyste hun. Og der er mange elever på skolen. Ole Olesen sagde, at de borgere, der flytter til Brønderslev, nok flytter til Brønderslev, selv om der var ældreboliger i Serritslev. - Der er mange, der gerne vil bo tæt på centrum i Brønderslev, sagde han. Der er også ældre fra Serritslev, der flytter til Vrå, når de sælger deres hus, bemærkede han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...