Session uden diskrimination

KØBENHAVN:På session klarer danskere sig bedre end unge fra etniske minoriteter. Knap to af tre danskere findes egnet til værnepligt mod fire af 10 med etnisk baggrund. Det skyldes ikke tilsigtet diskrimination ved skriftlige sessionsprøver, men kan muligvis forklares ved forældrenes lavere uddannelse eller mindre motivation blandt unge med etnisk baggrund. Det viser en undersøgelse, som Forsvarsakademiet har gennemført for Forsvarsministeriet. Ifølge undersøgelsen er der ikke nævneværdig forskel på den fysiske tilstand i de to grupper. Forsvarsminister Søren Gade (V) glæder sig over, at unge med etnisk baggrund ikke diskrimineres sprogligt ved skriftlige prøver på sessionen. - Undersøgelsen har imidlertid også vist, at relativt flere etniske unge findes uegnede til værnepligtstjeneste i forhold til øvrige danskere. Selv om dette måske ikke er så overraskende i betragtning af erfaringerne fra andre undersøgelser af, hvordan unge med etnisk baggrund klarer sig i folkeskolen, er der tale om en situation, som regeringen ønsker aktivt at ændre på, siger forsvarsministeren. Integrationsministeriet har uafhængigt af undersøgelsen iværksat en "rekrutteringskampagne" for at oplyse etniske unge om uddannelse i politi, forsvar eller redningsberedskab. /ritzau/