Set fra Skiveren

Lille Skiveren i det nordjyske var i mange år Jens Otto Krags fristed, og de gladeste kapitler i hans dagbøger er skrevet her, hvor Danmark de facto blev styret i lange perioder hvert år, mens Krag var statsminister (1962-68 og 1971-72). I Søsser Krags bog dukker Skiveren derfor også op igen og igen med gengivelse af dagsbogsuddrag fra både tiden i politik og tiden efter. Det var i øvrigt også i sommerhuset i Skiveren, Jens Otto Krag døde af en blodprop 22. juni 1978. De følgende dagbogsuddrag fra Skiveren stammer alle fra Søsser Krags bog. 14. juli 1962 Nu har jeg været her i 9 dage. Bortset fra post og telefon - paradisisk ferie. Hver dag frisk og ubrugt, født over klitterne og båret ind over lyng og plantage til dette himmelske sted. Morgensolen har varmet klinkerne uden for huset og gjort den grønne bordplade ved østgavlen tør og blank. Græsset er endnu vådt. Og havets susen når lige frem sammen med skrigene fra de højtidelige måger. Lærken triller lifligt og svalerne, der bor i garagen, svinger ustandseligt ud over terrænet. De jager skaderne væk ved at flyve tungt hen over hovederne på de tunge fugle. Journalisterne kom tæt de første dage. Drejede ind foran huset og sprang ud af bilerne med skudklare kameraer som på en wild west-film. De blev alle afvist. Det var til tider svært, men har båret frugt. De sidste dage har været kemisk frie for denne pestilens. 20. april 1965 Påskevejret det sløjeste, jeg mindes i mange år. Vi var endda så sikre, fordi påsken faldt sent. ... Regn har det været, blæst og kulde. Men skønt alligevel. Helle og jeg gik til Kandestederne (omtrent) i går. Man kan næsten føle sig til søs ved time efter time at gå med det rullende hav og skrigende havfugle som naboer. Først i dag gjorde jeg ende på havearbejdet. Valmuer, georginer og at flytte stauder. 9. april 1966 Foråret satte ind med et smæk i mandags. Sol og sol fra morgenstunden. Vi sad ude for at slikke minutterne i os. På sjette døgn sne i København gør ikke glæden mindre. Mandags besøg af Hofmeister. Jeg bestilte et billede, der ikke er færdigt endnu. ... Smuk tur til Milen. Vådt - så Helle uden gummistøvler måtte vende. ... Ved milen brød solen igennem et midlertidigt skylag og fik det hvidgule sand med store blå regnvejrssøer til at ligne et tropefremmed landskab. 7. august 1966 Vejr som ikke siden 57 eller 59. Sol, sol, sol og varme stille dage med havbad som solvarmet balsam. Børnene har nydt deres frihed og nærhed med os, som vi med dem. Skram-børnene og de er sammen daglig 6-12 timer. En dag her med æbleskivefest og leg i råb og med fodbold. ... Telefonen har kimet luften tynd heroppe ... Er næsten besværligere end at være hjemme. Her hvor ingen er sekretær, ingen kan sortere samtalerne, ingen kan tage diktat eller skrive. Vist ej: Fem minutter efter en lang samtale er jeg ude på en halvanden times spadseretur, og det hele er blæst bort. ... (Besked fra kongehuset): Den ældste datter skal forloves. Til lykke var det for tidligt at sige - men lykke til. Han er franskmand, men taler engelsk - og kinesisk. 13. januar 1967 Vi nyder at sidde i nyt køkken og den nye stue med stereo-højttalere. 8. juli 1967 I går samledes det røde kabinet (flertal af Socialdemokratiet og venstrefløjen, red.) på Skiveren. Aksel Larsen er temmelig gammel og migræneplaget. Morten Lange hurtig og villig. 19. juli 1967 Morsom aften hos Hofmeister. 4 unge spillede Mozarts kvartet for strygere. Han sender os et billede. 3. juli 1968 Meget varm dag i går. Andersen sled og svedte med græsplænen. Det ser ud som i en engelsk herregårdspark. Jordbær som aldrig før og de første kartofler. 21. juli 1969 Søndag aften havde vi 30 gæster. Det gik strålende. De sidste gik først ved halvtretiden - omtrent samtidig med at amerikanerne gik i land på månen. 18. august 1973 Tænk, at jeg kunne glemme den nyudsprungne lyngs lilla blomster så friske. .. Kartoflerne vi graver til hvert måltid er nye som junikartofler. ... Fandt en pose jordbær i dybfryseren i går. Bad fru Knak lave jordbærkompot med et minimum af sukker. Vi fik det efter lammekoteletter. 1. juli 1976 Var med Søsser hos dr. Heiberg i Sindal. Hun brækkede armen for 3 uger siden ved et uheld med cyklen. Siden har hun båret sit tunge stykke gips. På hesteryg og gennem havvand. ..,. Armen så mærkelig ud. Det retter sig, sagde den venlige læge. 17. oktober 1977Efterårsferie. Lige gået tur i den kølige skumring efter lun og vindstille dag med striber af sol. Samlet vilde valmuers frø og spredt dem i ”det store bed” med morgenfruerne, der endnu står der med gule cirkelhoveder. Vi er frostfri endnu. 23. maj 1978 Regn 15 mm på et døgn. Vi har behøvet vand længe. Selv om det gør dagen grå, vil det gøre haven grøn. Som postbuddet sagde: ”Nu kommer ukrudtet”.