Set i byråds-bakspejlet

Efter godt et år som medlem af Kommunalbestyrelsen har Tonny Carlsen erfaret, at mange gode intentioner strander på dårlig økonomi

Lokalpolitik 10. februar 2003 07:00

STORVORDE: Det er godt et år siden, Tonny Carlsen for første gang trådte ind i byrådssalen som nyt medlem af kommunalbestyrelsen. Og ser han tilbage på det forgangne år idag, er det med en erkendelse af, at det kommunale arbejde ikke altid er lige let. - Jeg havde forventet at tingene var noget nemmere at gennemføre, end de er. Der er mange ting at tage hensyn til i hver enkelt sag, og det bunder i økonomien hver eneste gang. Tonny Carlsen blev i sin tid valgt ind i byrådet med 150 stemmer. Sammen med Catrine Hovgesen (V) var han det eneste nye medlem af byrådet, og hans forventninger om at få indflydelse på det kommunale arbejde var store. - Jeg har haft en form for indflydelse i form af udvalgsmøder. Og af alle de afstemninger jeg har været med til, er der ikke én jeg har fortrudt. I den socialdemokratiske gruppe snakker vi tingene godt igennem bl. a. på vores gruppemøder, og der får jeg alt godt belyst, så jeg ved, hvad det er, jeg enten stemmer for eller imod. Da hans byråds-kollega Catrine Hovgesen (V) tidligere på året gjorde status over sit første år i kommunalbestyrelsen, gav hun udtryk for, at byrådssalen var tyk af personfnidder. Og at der blev brugt for meget tid på at diskutere personer i stedet for sager. Men det er Tonny Carlsen ikke helt enig i. - Det må stå for Catrine Hovgesens egen regning. I en politisk bestyrelse, som er valgt til at være uenig, skal der være plads til uenighed. Og det bunder aldrig særligt dybt, så det er ok for mig. Tonny Carlsen er dog til dels enig i, at der er brug for udskiftning i kommunalbestyrelsen. - Jeg synes, at der er en passende blanding af nytænkning og erfaring, men det er selvfølgelig godt, at der sker en udskiftning ved valgene. Og selv om det således i det første år har været sværere at løse opgaver, end Tonny Carlsen havde forventet, er forhåbningerne for det nye år store. - Jeg håber, at vore budgetter holder, så vi får råd til det, vi har sat os for. Så vi kan fortsætte vores skolemodernisering og slippe for besparelser på vores skoleområde. Her måtte vi sidste år fjerne svømning og skære på timetallet på nogle klassetrin, men som det ser ud nu, er begge punkter heldigvis på igen fra august.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...