Sex-dømt læge fængslet i mafiasag

KØBENHAVN:Den nu 63-årige Tom Tawfiq Andersen, kendt som "sexlægen fra Køge", kontaktede i torsdags angiveligt en lejemorder fra den russiske mafia for at få likvideret tre danske mænd. Det skriver B.T. De tre mænd var med til at afsløre, at lægen voldtog to børn og sexmisbrugte en række kvinder i sin praksis i Køge. Oplysningen bliver taget yderst alvorligt af politiet, og Tom Tawfiq Andersen blev fredag aften i dybeste hemmelighed anholdt og lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre ved retten i Køge. Retten besluttede at opretholde anholdelsen af den 63-årige skandaleombruste læge i tre døgn. Den ene af de tre personer er kriminalreporter på B.T., Arne Schmidt Møller. De to øvrige er den nuværende inspektør for Statsfængslet i Nyborg, Arne Tornvig, der er tidligere vicepolitimester og anklager ved byretten i Køge, og kriminalassistent Knud Sørensen, der var ledende efterforsker i sagen mod sex- lægen./ritzau/