Sex i korte ægteskaber

TEHERAN:Sex uden for ægteskabet fy-fy, hvis man er troende muslim. Men det har indenrigsminister Mostafa Pour-Mohammadi i det islamiske Iran fundet en løsning på. Ministeren, som selv er imam, griber fat i en bestemmelse inden for shiitiske retning af islam, der giver mulighed for ægteskaber, som varer alt fra én time til 99 år. Pour-Mohammadi citeres af iranske aviser for at sige, at hvis de unge er ved at briste af trang til sex, kan det midlertidige ægteskab - sigheh hedder det på farsi - være en mulighed for dem for at undgå at bryde den religiøse lov. - Islam har en løsning på alle menneskelige problemer, fastslår han og opfordrer andre imamer til at vise mod i sagen. /ritzau/AFP