Sex-salg for 73 millioner kroner

Mindst 73 millioner kroner. Så mange penge smider nordjyske mænd årligt for sex på de nordjyske massageklinikker. Penge, der ikke figurerer i officielle regnskaber - hverken hos skattevæsenet eller i private husholdningsbudgetter.

Tallet er baseret på en omfattende kortlægning af prostitutionsmiljøet i Nordjylland, som NORDJYSKE har foretaget. Beløbet er endda lavt sat - for det er uden de penge, som mænd betaler for at få besøg af en af de piger, der arbejder i et af landsdelens 12 såkaldte escortbureauer. Her leveres den seksuelle ydelse enten hjemme hos kunden eller på hotel. Og købelysten efter seksuelle ydelser er stor - og voksende - i Nordjylland. Set i forhold til indbyggertal er Aalborg på en sikker førsteplads som sex-industriens provinshovedstad. Af landets storbyer er det kun København, der har flere massage-klinikker per indbygger end Aalborg. Den nordjyske hovedstad er også den eneste by i provinsen, hvor der findes strip-barer med såkaldte champagne-piger. Over to uger har NORDJYSKE observeret aktiviteten i prostitutionsmiljøet i Nordjylland, og denne kortlægning viser, at der findes 39 massageklinikker i hele Nordjyllands Amt, hvoraf de 26 er placeret i Aalborg. Tallet er et absolut minimumstal, og da NORDJYSKE præsenterede resultatet for en mand med tæt tilknytning til prostitutionsmiljøet, kunne han fortælle, at tallet i virkeligheden sagtens kunne være dobbelt så stort. - Vi har altid vidst, at prostitutionen var høj i Aalborg og resten af Nordjylland. Det kan måske skyldes havneaktiviteten i Nordjylland, og man skal jo tænke på, at klinikkerne bliver placeret, hvor der er gode indtjeningsmuligheder, siger Hanne Mainz, der er projektleder for PRO-Århus, der beskæftiger sig med forebyggelse og vidensindsamling på prostitutionsområdet. - I Århus Amt har der altid været meget fokus på prostitutionen, og derfor bliver der gennemført mange razziaer på bordellerne. Og det kan måske gøre, at de kommer til Nordjylland, hvis der ikke bliver gjort noget ligende der, siger Hanne Mainz.