Sex: Vi vil stadig gerne være den eneste ene
Mange par erkender dog, at det er svært at finde gnisten i sovekammeret efter mange års forhold
DANMARK: Tanken om den eneste ene lever i bedste velgående hos danskerne. Også når det gælder sex.
Det skriver Politiken.
I en ny Megafon-måling erklærer mere end 90 procent af de danskere i parforhold, der vil svare, at de praktiserer monogami; sex med kun én partner. Og næsten lige så mange har planer om at blive ved med det.
Samtidig er mange af dem dog ikke blege for at indrømme, at det kan være svært at blive ved med at få våde drømme og hede kinder over samme kys, samme kærtegn og samme dobbeltseng hele livet. Omkring 40 procent af dem, der svarer, erklærer sig nemlig enige i, at ”det er sværere at få lyst til sex med sin partner, jo flere år man er sammen”.
Kræver hårdt arbejde
Og det indbyggede paradoks kan eksperterne sagtens nikke genkendende til.
Professor i sexologi på Aalborg Universitet Christian Graugaard peger på, at det opstår i spændingsfeltet mellem tryghed og frihed - og at det er blevet skærpet siden 1960’erne, fordi det i stigende grad er blevet muligt at orientere sig i forhold til lyst i stedet for pligt i sit parforhold.
- Det skaber en ny dynamik, men også udfordringer. For eksempel hvordan man forener kammeratlig hygge med erotisk begær. Eller hvordan man bygger bro mellem hverdagslivets arbejdsfællesskab og sovekammerets mere uforudsigelige magtspil. Det kræver en god portion social ingeniørkunst af det enkelte par, siger Christian Graugaard til Politiken.
Han konstaterer også, at det ikke sjældent ender galt, fordi der ikke skal så meget til som tidligere, før vi går fra hinanden.
Op mod 40 procent har været utro
Parterapeut og forfatter Gitte Sander peger på, at nogle af de adspurgte i Megafon- målingen efter alt at dømme ikke har været helt ærlige omkring deres monogami, fordi andre undersøgelser viser, at mellem 20 og 40 procent har prøvet at været utro i deres parforhold.
- Så dilemmaet mellem hvad man ønsker at gøre og har lyst til at gøre, er efter alt at dømme virkelighed for endnu flere, siger Gitte Sander.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.