Incest

Sexdømt anholdt i lufthavn efter lang ferie

En dom på to år og seks måneders ubetinget fængsel midt i 2005 fik en nu 59-årig mand fra Thy til at forlade Danmark og slå sig ned på Seychellerne. Nu er han vendt hjem til afsoning.

Han blev dømt for seksuelt misbrug af en nu voksen steddatter fra begyndelsen af 90'erne indtil pigen var 18 år. I retssagen var der ikke mange direkte beviser ud over pigens og stedfaderens forklaringer foruden nogle lægelige vurderinger. Blandt andet derfor fastholdt den nu 59-årige sin uskyld, men valgte at forlade Danmark inden ankesagen skulle gennemføres i Vestre Landsret. Efterlyst via Interpol Det fik jo så dommen fra byretten til at stå ved magt, og den 59-årige blev efterlyst gennem Interpol, men selv om Thisted Politi hurtigt blev klar over, at den dømte var på Seychellerne, var myndighederne der ikke så hurtige til at effektuere anholdelsesbegæringen. Men de danske myndigheders fortsatte pres på "systemerne" for at få den dømte tilbage og få afsonet sit mellemværende med Danmark gav resultat i weekenden. Søndag eftermiddag stod et par politibetjente klar i Billund Lufthavn for at tage mod den 59-årige, som straks blev anholdt og sendt til afsoning med det samme.