Pornografi

Sexfilter til internettet

Aalborgfirma klar med program til bekymrede forældre, skoleledere og arbejdsgivere

AALBORG:Så er det her, filteret, der kan hindre adgangen til at surfe på flodbølgen af pornografi på internettet. Det unge Aalborgfirma EnoLogic er klar til at sende software, der effektivt frasorterer porno, ud i butikkerne. Programmet, der er baseret på tre unge AAU-datalogers udviklingsarbejde gennem flere år, er hidtil primært blevet solgt via firmaets hjemmeside. Ialt er det installeret i 3000 pc'ere, hvoraf adskillige står på to skoler i Aalborg. Nu er firmaet i kraft af betydelig tilførsel af ny kapital fra to store ventureselskaber og afsætning via softwaredistributører som VM Data og Commentor klædt på til en offensiv på markedet for programmer, der beskytter mod den mere sexfixerede del af internettet. - Der er enkelte lignende produkter på markedet, men vi frygter ikke konkurrencen, fordi vi har løst nogle problemer, som de andre stadig kæmper med. Det handler bl.a. om, at de spærrer for mere end nødvendigt, siger salgsdirektør Henrik Mörck. Med NetFilter installeret vil man f.eks. stadig have adgang til sider med bikiniklædte kvinder, fortæller Henrik Mörck og tilføjer, at andre produkter har det med at forbyde adgang til boksere med bar overkrop og grise. - Svin- og menneskehuds struktur ligner hinanden, og hvis programmet til billedanalyse ikke er avanceret nok, bliver grisene sorteret fra, siger han. Tre kundegrupper EnoLogic opdeler det potentielle marked for deres produkt i tre kategorier. Den første er forældre, der er bekymrede over, hvad deres børn finder, når de surfer på nettet. - Pornosider er et problem, selvom børnene ikke ønsker at se den slags. Søger du f.eks. på popsangerinden Britney Spears, popper der en hardcore pornoside op som nummer otte, siger han. Programmet stopper ikke ved billedsiden, det kan også veje og måle det skrevne ord. - Og det er væsentligt, når børn går ind på diverse chatrooms. Med NetFilter installeret på familiens pc kan forældre undgå at deres børn udveksler personlige oplysninger såsom adresse og telefonnummer, og de kan hindre, at de øvrige i chatroomet forulemper deres børn med ord og vendinger, fortæller han. Den anden katagori er pc'ere, der står på steder, hvor mange har adgang, som f.eks. biblioteker og skoler. - Det er ikke rimeligt, at nogle på offentlige steder generer andre med deres pornokiggeri. Hvis man vil se på den slags, må man gøre det derhjemme, mener Henrik Mörck, der udstrækker det synspunkt til at omfatte arbejdspladser også. At der her er tale om voksne personer, finder han ikke gør nogen forskel, ligesom han afviser enhver tale om censur og Big Brothermentalitet. - Det handler ikke om overvågning, men om etik. Jeg kender ingen virksomheder, der har Weekend-sex eller Ugens Rapport liggende og flyde. Somme etiske holdning må gælde i forhold til netporno, internettet er jo bare et andet medie. Samtidig peger han på tidsforbruget. Ifølge en amerikansk undersøgelse af 38.000 ansattes internetforbrug brugte hver fjerde i gennemsnit en dag om ugen på internettet. 18 procent af den tid blev brugt på pornosider. - Og det er nærliggende at tro, at det forholder sig tilsvarende i Danmark, siger han. Læs mere side 2