Thisted

Sexkrænker skal blive i fængsel til retssagen

37-årig mand fra Sydthy, der er sigtet for overgreb mod sin mindreårige steddatter skal blive bag tremmer.

Den 37-årige mand fra det sydlige Thy, der er sigtet for gentagne gange siden 2006 at have misbrugt sin i dag 13-årige steddatter, skal forblive bag tremmer. Ifølge anklager Jannie Andreewa fra Midt- og Vestjyllands politi har den 37-årige selv indvilget i at få sin varetægtsfængsling forlænget med to uger. - Det, vi mangler, er en mentalerklæring samt nogle DNA-undersøgelser, siger Jannie Andreewa. Hun oplyser, at den 37-årige ikke skal forvente at komme på fri fod inden, retssagen mod ham starter. - Vi vil undgå, at manden skal kunne påvirke pigens forklaring før, retssagen begynder, siger Jannie Andreewa, der regner med, at retssagen bliver berammet til at finde sted i slutningen af februar eller i begyndelsen af marts. Ifølge sigtelsen er overgrebene forgået i såvel mandens hjem som på hans arbejdspladser to steder i Thy. Ifølge sigtelsen er et samleje blandt andet foregået mod betaling. Under grundlovsforhøret i starten af december har den 37-årige erkendt nogle af punkterne i sigtelsen, mens han nægtede sig skyldig i de groveste anklager i sigtelsen.

Forsiden