Lokalpolitik

Sexmesse-chef: Det er ren censur

Censur kalder sexmessearrangør Kenneth Strandby Aalborg Byråds succesfulde indblanding i Aalborg Kongres- & Kulturcenters repertoire.

Flertallet bag årets budgetforlig har henstillet, at centeret af hensyn til Aalborgs image ikke længere fra 2005 lægger hus til sexmesser. Centerets bestyrelse tog henstillingen til efterretning - dog under protest. - Næste gang mener politikerne måske, at Aalborghallen er for fin til Dansk Folkepartis landsmøde eller at Kim Larsen er blevet for langhåret. Det er en glidebane at komme ind på, for slet ikke at tale om, at 15-20.000 erotik-interesserede nordjyder nu bliver henvist til at dyrke deres interesse i små, snuskede butikker, siger han. Kenneth Strandby står ikke ene med sin kritik. Også flere byrådspolitikere kritiserer henstillingen fra budgetforligspartierne. Det var et mindre udsnit af budgetforligspartiernes ialt 29 byrådsmedlemmer, der var forsamlet, da det blev vedtaget at sende henstillingen i form af et brev. Forsamlingen bestod af borgmester Henning G. Jensen (S), rådmænd og gruppeformænd. - Kongres- og kulturcentret driver en forretning, og vi skal slet ikke blande os i, hvem de lejer ud til. Det brev skulle efter min mening ikke være sendt, siger borgmesterens partifælle Ib Rasmussen. Også bl.a. Anita Knakkergaard (DF), Signe Friis (V) og de radikales Preben Pedersen giver udtryk for stærk kritik. - Ernst Trillingsgaard og Aalborghallens bestyrelse driver en forretning, og det skal vi politikere blande os helt uden om. Det er jo ikke noget ulovligt i at leje hallen ud til sexmesser, og vi skal på ingen måde stille os op og være smagsdommere, siger Anita Knakkergaard.