Retspleje

Sexovergreb sendte kvinde 10 år på hospital

Slagelse, tirsdag /ritzau/ En sjællandsk kvinde var indlagt på et psykiatrisk hospital i 10 år som følge af hendes fars massive sexovergreb, som stod på gennem 16 år. Det kom frem under en straffesag i Slagelse, hvor en domsmandsret tirsdag idømte faderen fængsel i tre år og seks måneder. Under sagen har den 55-årige mand nægtet sig skyldig. Han har været på fri fod, men da dommen blev afsagt, var det slut. Af hensyn til folks retsfølelse krævede anklageren, vicepolitimester Jeanette Andersen, at manden blev varetægtsfængslet. Og det gik retten med til. Offerets bistandsadvokat havde krævet en erstatning på 242.000 kroner, men retten valgte at fastsætte godtgørelsen til 192.000 kroner, oplyser vicepolitimester Jeannette Andersen. - Det er ikke rekord, men det er et meget stort beløb i forhold til lignende sager. Det skyldes blandt andet, at hun har været indlagt på lukket afdeling fra 1992 til 2001 som følge af overgrebene, siger vicepolitimesteren. Retten fastslog, at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder. Dermed hentydede man til krænkelsernes art og til, at de begyndte, da datteren var kun seks år gammel. Ifølge anklageskriftet havde han talrige samlejer med datteren, han befamlede hende og udsatte hende for andre krænkelser. Forbrydelserne fortsatte, indtil hun var 22 år. Kvindens mor arbejdede om dagen, og faderen havde natarbejde, da overgrebene blev indledt. Siden blev de voksne skilt, og faderen fik en ny kone, men forbrydelserne blev ved. Først sidste år gik datteren til politiet med anmeldelsen. /ritzau/