Graviditet

Sexualundervisning var store briller og firserhår

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Man har da ikke lyst til at vågne op med tømmermænd og en klam kønssygdom, siger William Farsø (t.v.). Han og kammeraten Martin Pedersen (t.h.) har altid kondomer i pungen.Foto: Michael Bygballe

Seksualundervisningen er alt for ofte både mangelfuld og utilstrækkelig. Det mener Eva Damsgård, der er sygeplejerske på Syge Vendsyssels gynækologiske afdeling i Hjørring. Sammen med tre andre kvinder driver hun virksomheden Sund Sex, der 120 gange om året tager ud på nordjyske skoler og lærer de unge, hvordan sikker sex også kan være sjovt. I forbindelse med Sundhedsstyrelsens kampagne, Kun med kondom, har Aalborg Kommune hyret hende til at vise gymnasieeleverne på Aalborg Katedralskole, at kondomer ikke behøver at lægge en dæmper på lysten. - Vi tænker, at de unge har så nemt ved at snakke om sex. Men på brugerniveau ser det helt anderledes ud, siger hun, og forklarer, at de unge godt ved, at de skal bruge kondomet, når de skifter partner. - I virkeligheden er der bare så mange hindringer, siger hun. - Det er pinligt at købe kondomer, snakke med partneren om dem og bruge dem. Det er så akavet at finde dem frem, forklarer hun. Og de situationer forbereder skolernes seksualundervisning ikke de unge på. - Da vi havde seksualundervisning i folkeskolen viste læreren os en eller anden film fra firserne. Det var folk med store briller og bongohår, der snakkede om, hvordan man bliver gravid. Det var totalt irrelevant, fortæller 17-årige Martin Pedersen, der går i 1.G. på Aalborg Katedralskole Martins jævnaldrende klassekammerat William Farsø giver ham ret. - Vi havde seksualundervisning i 6. klasse, men det var bare de forkerte ting, vi fik at vide. Det vil Eva Damsgård gerne rette op på. Når hun er ude at undervise i 9. og 10. klasser og på gymnasier, opfordrer hun eleverne til at gøre sikker sex sjovt. - Køb kondomer i forskellige farver, gør det sjovt at bruge dem. Det behøver ikke altid være fyren der vender ryggen til for at sætte det på, siger hun. Problemet med den danske seksualundervisning er ifølge Eva Damsgård, at den er for tilfældig. Der er ikke noget krav om indhold og omfang, og så kommer den for tit til at handle om anatomi og forplantning og for lidt om, hvorfor det også for fyrene er vigtigt at beskytte sig selv, forklarer hun. Martin og William har altid kondomer på sig. På grund af risikoen for at pigen kan blive gravid, siger de. - I situationen tænker jeg ikke over risikoen for kønssygdomme. Jeg tænker bare, at nu skal hun ha’ den, siger Martin. Svend Pedersen, 17 år, og 16-årige Emilie Frederiksen går også på Aalborg Katedralskole. De er kærester. Hun tager p-piller og derfor bruger de ikke kondom. Det gjorde de heller ikke første gang, de var sammen. De kendte jo hinanden. Eva Damsgård mener, at især de yngre af de seksuelt aktive har en høj moral omkring skiftende sexpartnere. - De dyrker mest sex med en fast partner og de er meget trofaste og meget lidt utro. Til gengæld er forholdende ofte også korte og partneren skiftes jævnligt ud. Så kondomet er altid vigtig understreger hun.