SF afviser forslag om opgør med håndplukkede flygtninge

SF vender tommelfingeren nedad til Enhedslistens forslag op at gøre om med udvælgelsen af nemme flygtninge.

SF afviser forslag om opgør med håndplukkede flygtninge

Kvoteflygtninge skal - uanset deres formodede evne til at blive integreret - have lige mulighed for at komme til Danmark.

Det står der i regeringsgrundlaget, og det er et opgør med de regler, som VK-regeringen i sin tid indførte. Blandt andet med støtte fra Socialdemokraterne.

Men intet er foreløbig sket, og derfor vil Enhedslisten nu fremsætte et forslag om at tage opgøret, så regeringspartierne blot kan stemme for.

Men det kommer ikke til at ske. SF afviser at støtte Enhedslistens forslag, siger partiets integrationsordfører, Karina Lorentzen:

- Det mest sandsynlige er jo, at vi kommer til at stemme nej. For når EL fremsætter sådan et lovforslag, vil der jo være en masse følgelovgivning, som de ikke har tænkt på, siger hun og nævner blandt meget andet "økonomiforhandlinger med Kommunernes Landsforening" (KL).

Spørgsmål: "Det mest sandsynlige" er et nej, siger du. Så det kunne godt ende med et ja?

- Nej. Altså, for det tilfældets skyld, at Enhedslisten har forhandlet det på plads med KL, så ville man godt kunne stemme ja, siger hun.

Spørgsmål: Så I stemmer nej, kan vi blive enige om det?

Ja.

Med Enhedslistens forslag fejet af banen er der blot tilbage at afvente regeringens eget forslag.

Karina Lorentzen kan ikke svare på, hvor langt regeringen selv er kommet i processen, men hun understreger, at kravet om integrationsparathed vil blive fjernet, som det er lovet i regeringsgrundlaget.

Hos Venstre tolker man afvisningen af Enhedslistens forslag på denne måde:

- Regeringen er kommet til fornuft, ser det ud til, siger partiets integrationsordfører, Inger Støjberg.

- Når man læser deres udtalelser, så synes jeg ikke, at det umiddelbart ligger i kortene, at man vil komme med noget som helst, siger hun.

- SF's udtalelser minder jo om en flugt fra det, man tidligere har ment, og det kan vi jo kun være tilfredse med, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.