Skolevæsen

SF: Arven skal brydes i skolen

SF vil satse stort på skolerne i de kommuner, der har flest indvandrere

KØBENHAVN:Halvdelen af landets tosprogede børn bor i blot 12 kommuner - SF foreslår nu, at det offentlige satser butikken på at højne kvaliteten i netop disse kommuners folkeskoler. Kun på den måde kan samfundet bryde den onde cirkel, som den negative sociale arv skaber i betontunge områder, mener partiformand Holger K. Nielsen. - Debatten om børn og og unge er alt for generelt med så og så store beløb til ditten og datten, siger Holger K. Nielsen. - Det er meget vigtigere at målrette pengene de steder, hvor der virkelig er sociale problemer. Hvis integrationen skal lykkes, så er folkeskolen det afgørende sted. Hvis børnene ikke lærer dansk i de små klasser, så sakker de agterud resten af livet. De 12 kommuner med flest tosprogede elever inkluderer Odense, Esbjerg, Århus, Aalbog og otte kommuner i hovedstadsområdet. Et af SF's konkrete forslag er, at alle klasser med over en fjerdedel tosprogede elever får timer med to lærere, at tosprogskonsulenter og efteruddannelse ruster lærerne bedre til at samle de sprogligt svageste op samt at der pumpes penge i lektiecaféer. Indsatsen vil ifølge partiets beregninger koste 200 millioner, og den skal gå hånd i hånd med en offensiv mod ghettodannelse. SF vil blandt andet give kommunerne rådighed over en del af boligerne i det private udlejningsbyggeri.