Lokalpolitik

SF'er imod at flytte Vejgaard Bibliotek

VEJGAARD: - Jeg er meget enig med dem, der udtaler sig i NORDJYSKE Stiftstidende imod en flytning af Vejgaard Bibliotek. Det vil være forkert at flytte det bibliotek, som er godt og sundt forankret i lokalsamfundet, og som ligger centralt i Vejgaard. Det siger Henrik Nielsen, byrådsmedlem for SF og medlem af skole- og kulturudvalget. I går deltog han og en række andre byrådspolitikere i et midtvejsseminar, der netop handlede om de lokale bibliotekers fremtid. Den arbejdsgruppe, der har fået til opgave at se på strukturen i kommunens biblioteksvæsen, fremlagde sit foreløbige arbejde, og derefter var der lejlighed til debat. Beslutninger blev der ikke truffet, for gruppen, der først og fremmest består af bibliotekarer, skal arbejde videre nogle måneder endnu. - Jeg har selv været besnæret af tanken om at flytte Vejgaard Bibliotek ind i garageanlægget på Filstedvej, og jeg gik ind for, at arbejdsgruppen skulle undersøge mulighederne. Men nu, hvor jeg har tænkt mere over sagen, mener jeg, at det er en dårlig idé. Biblioteket vil komme til at betale en pris for at flytte, siger Henrik Nielsen. Til gengæld mener han ikke, at politikerne vil kunne komme uden om at lukke en filial eller to, hvis man skal opnå den årlige besparelse på 2,5 millioner kroner, som sidste års budgetforlig lægger op til. Måske kan man redde en filial ved at slå den sammen med et lokalt skolebibliotek. Det er en af de tanker, der også arbejdes med. Her peger Henrik Nielsen på Gug Skoles bibliotek og Gug Bibliotek som en mulighed for et kombibibliotek, men det er kun en idé, understreger han. is