SF'er: Læsetest er ok

Et af SF's nordjyske folketingskandidater, Villy Dyhr, er parat til at acceptere læsetest i folkeskolen, hvis det vel at mærke er for at hjælpe børnene og ikke prøver for prøvernes skyld.

Skolevæsen 1. februar 2005 23:26

- Det er vigtigt, at vi så tidligt som muligt får taget ordentlig hånd om de børn, der har problemer med at læse. Hvis læsetest kan medvirke til det, så for min skyld gerne, sagde han på et vælgermøde på Aalborghus Gymnasium i aftes. Folkeskole og uddannelse blev i det hele taget to af hovedtemaerne på mødet. På et direkte spørgsmål fra den tidligere HK-næstformand i Aalborg, Svend Erik Nielsen, gav seks af panelets syv deltagere tilsagn om, at de godt ville være med til at danne en nordjysk uddannelsesmafia tilsvarende den jyske motorvejsmafia på Christiansborg. - Jeg bliver meget mistænkelig. For vi er jo stort set enige om det, lød det fra Enhedslistens Per Clausen. Den eneste, der stillede sig lidt på bagbenene, var Bent Bøgsted (DF). - Det nytter ikke at forsøge at danne en speciel nordjysk uddannelsesmafia. Retten til uddannelse er noget, som skal gælde hele landet, sagde han. Det var en af tilhørerne på mødet, Klaus Rohbrandt, der fyrede op under debatten om folkeskolen. Han synes, at politikerne burde rose skolen for at lære børnene samarbejde fremfor at kritisere læsefærdighederne. Alle i panelet var stort set enige med ham i, at folkeskolen også er dygtig til mange ting. Men som Tina Nedergaard (V) konstaterede, så er det som regel de negative ting, der bliver fokuseret mest på. Samme Tina Nedergaard fandt det tankevækkende, at der ikke var flere end et halvt hundrede deltagere til vælgermødet. - Det er det syvende møde, jeg er til i dag. Det er samtidig det eneste offentlige møde og det, hvor der har været færrest deltagere. Jeg undrer mig over, at så mange hellere vil se de to "præsidentkandidater" på tv, når de fleste alligevel ikke har mulighed for at stemme på dem personligt. Det bekymrer også arrangøren, den lokale SF-formand Erik Busse, at folk tilsyneladende ikke gider gå til gammeldags vælgermøder. Han havde regnet med dobbelt så mange. - Politik handler jo om andet end toppolitikernes person. De politiske nuancer forsvinder efterhånden helt. Men hvad skal vi stille op, spørger han. I panelet sad - udover de allerede nævnte - Anders Stenild (K), Helle Christensen (S) og Daniel Nyboe Andersen (R).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...