SF er skeptisk: Ny lodslov er en trussel mod sikkerheden

Erhvervsministeren forsikrer, at sikkerhed og miljø i danske farvande ikke vil lide under liberalisering

19. maj 2014 17:27

SF er skeptisk overfor regeringens planer om gradvist at liberalisere lodsningen i de danske farvande frem mod 2020. Derfor fremsætter partiet et ændringsforslag om, at liberaliseringen stopper i 2018 og dermed ikke foldes fuldt ud.

Det siger SF's erhvervsordfører, Steen Gade.

- Jeg er bekymret for sikkerheden og miljøet i de danske farvande. En alt for hård konkurrence vil altid øge risikoen for sikkerheden. Derfor kommer vi med et ændringsforslag, der skal stoppe liberaliseringen i 2018 ved evalueringen af ordningen, siger Steen Gade til Ritzau.

Spørgsmål: Lodserne selv frygter ikke liberaliseringen. De siger, de kan få langt bedre lønnede job i udlandet, i offshoresektoren og handelsflåden. Er det et signal om, at lodserne kan forsvinde ud af landet?

- Det er en kæmpe risiko, at de forsvinder ud af landet. Tanken om at privatisere og et konkurrerende firma dukker op, får nok ikke de bedste lodser, hvis de skal gå ned i løn.

- Ministerens argument med løn holder ikke. Han har brugt lønkortet unfair og ret usagligt. Risikoen er, at vi kommer til at mangle de veluddannede og gode lodser. Regeringens argumenter hænger ikke samme, svarer Steen Gade.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) var mandag i samråd om liberaliseringen af lodsloven. Venstres medlem af Folketingets Erhvervsudvalg Erling Bonnesen havde kaldt ministeren i samråd.

- Ministeren forsikrede, at de snævre danske farvande og de danske kyster ikke vil lide under manglende sikkerhed og miljøhensyn, når regeringen frem mod 2020 liberaliserer lodsningen, siger Erling Bonnesen.

Ændringen sker for at skabe mere konkurrence på lodsning og billigere priser for rederierne.

- Hensynet til forurening af havmiljøet og kysterne samt sikkerheden til søs - at der ikke sker alvorlige ulykker - er helt afgørende, når lodsningen i danske farvande åbnes for konkurrence. Det har ministeren forsikret os, at han står på mål for, siger Erling Bonnesen.

I dag fungerer lodsningen med brugerbetaling, så alle områder er dækket ind, også de økonomisk mindre attraktive, hvor der er forsyningspligt.

Regeringen er med Venstres og De Konservatives opbakning sikret flertal for forslaget om at liberalisere lodsloven.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...