EMNER

SF’erne valgte rigtigt

For et år siden sagde SF’s medlemmer nej til fornyelsen og til det friske pust, da de valgte en halvgammel herre som Villy Søvndal til ny formand efter Holger K. Nielsen.

Og tilsyneladende så SF’erne rigtigt. Der er ikke nogen tvivl om, hvem der er sluppet nemmest gennem formandsskiftet, når man ser på Socialdemokraterne, der skiftede topfigur stort set samtidig. Villy Søvndal har vist sig som driftssikker partiformand, der ikke har problemer med at definere partiets politik, og som kan holde på vælgerne. Hans snart 25 års erfaring fra lokal- og landspolitik er en god ballast. SF holder landsmøde her i weekenden, og problemet for partiet og Søvndal er, at de som tingene ser ud lige nu, næppe får andet at bruge mandaterne til end at stemme imod regeringen.