SF foreslår statsligt realkreditselskab

Fire gange dyrere siden 1989 - mere konkurrence, mener SF

På 16 år er det blevet fire gange dyrere at tage lån i sin ejerbolig. Arkivfoto: Søren Schnoor

På 16 år er det blevet fire gange dyrere at tage lån i sin ejerbolig. Arkivfoto: Søren Schnoor

KØBENHAVN:SF vil give danske boligejere en mulighed for at slippe for realkreditselskabernes bidragssatser. Partiet foreslår, at der oprettes et statsligt realkreditinstitut, som kan operere uafhængigt af statskassen, men uden krav om overskud. Det skal give lån til kostpriser, og dermed kan boligejerne slippe uden om bidragssatser på op mod 2000 kroner pr. måned for et gennemsnitshus med en belåning på 80 procent. - Som det er nu, så skovler realkreditinstitutterne penge ind på boligejere, som ikke har noget andet valg. Derfor synes jeg, at det er rimeligt, at staten går ind og laver et tilbud, der koster det samme, som det koster at administrere lånet, siger SF's boligordfører Morten Homann. Siden 1989 er det blevet fire gange dyrere at belåne en ejerbolig, og i dag betaler en typisk boligejer mere end 21.000 kroner i bidrag for at belåne sit hus med 80 procent. Det viser beregninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten har lavet på baggrund af priserne hos Realkredit Danmark. Morten Homann kan sagtens forestille sig protester mod forslaget, fordi staten så skulle konkurrere på et liberalt marked. Men det har staten gjort før, siger Morten Homann. Han henviser til Statsanstalten for Livsforsikring, der blev privatiseret i 1990. Resterne af det oprindelige selskab er i dag kendt under navnet Danica Pension. I Realkredit Danmark forsvarer man de høje bidragssatser, som beregnes ud fra lånets størrelse og skal dække administrationsomkostninger og eventuelle tab. Cheføkonom Sune Worm Mortensen siger, at bidraget stiger, fordi boligpriserne stiger, og folk tager større lån. Men det argument holder ikke, mener Forbrugerrådet. - Selv om boligejere låner mere, så er selskabernes risiko ikke blevet større. Boligernes værdi er steget, så selskaberne har den samme sikkerhed, siger Tina Dhanda, jurist i Forbrugerrådet. Også Socialdemokraterne vil have gjort op med de høje bidragssatser, siger partiets forbrugerpolitiske ordfører, Karen Hækkerup. Hun vil dog ikke i første omgang tilslutte sig SF's forslag, men i stedet afvente en rapport fra Konkurrencestyrelsen, som undersøger konkurrencen på området. I 2004 tjente Nykredit, Totalkredit, Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRF Kredit samlet 6,9 mia. kr. i bidrag, skriver Jyllands-Posten. 2005-tallene er endnu ikke offentliggjort. /ritzau/