EMNER

SF-formand advarer mod beskidt valgkamp

Både Holger K. Nielsen og Ole Sohn kræver stueren debat

ODENSE:Kampen om formandsposten i SF kan udarte til et slagsmål, hvor personangreb på kandidaterne dominerer i stedet for en politisk debat. Det ser både SF's afgående formand, Holger K. Nielsen, og folketingsgruppens formand, Ole Sohn, en risiko for. Derfor gav de i går i Odense medlemmerne af hovedbestyrelsen en kraftig påmindelse om deres ansvar for at holde debatten stueren. Advarslen kom på baggrund af to episoder. Anonyme kilder i partiet har i en avisartikel lanceret slogan'et "Goddag til Villy (Søvndal, red.), goddag til spærregrænsen". Tilsvarende kom den anden af de tre kandidater, Pia Olsen, i skudlinjen i medierne, fordi hun under valgkampen havde anbefalet vælgerne at stemme på en bestemt radikal kandidat, hvis de ønskede at stemme radikalt i stedet for på SF. - Den slags går bare ikke. Dens slags indslag kommer ikke af den blå luft. Vi skal tænke over, hvordan det virker, sagde Holger K. Nielsen. - I har som hovedbestyrelse et stort ansvar for, at processen vedvarende fastholdes under kontrol. Der skal ikke ret meget til for, at det eskalerer, og gør det det, er det sindssygt vanskeligt efterfølgende at få det under kontrol, advarede han. Ole Sohn pegede på, at formandsvalget er en enestående chance for at præsentere SF's politik. - I har alle muligheder for at få spalteplads og sendetid - især hvis I på negativ måde kan afgrænse kandidater fra hinanden. Jeg tror, man gør mere for partiet ved at holde sin kæft en gang imellem, hvis man kun kan sige noget negativt om hinanden, sagde Ole Sohn. Villy Søvndal mener, advarslen er på sin plads. - Det er rigtigt, at vi nu kigger hinanden ind i øjnene og siger, at det er vigtigt - både fordi vi skal arbejde sammen bagefter og af hensyn til det billede, vi tegner af SF - at debatten bliver ført på indhold og ikke på negative stemplinger af modparten. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for, siger Villy Søvndal. Pia Olsen siger, at hun synes, der har været noget "fnidder-fnadder". - Men generelt har vi diskuteret politik. Sådan har det i hvert fald været, når Villy Søvndal og jeg har diskuteret. Der er altid en risiko for, at det bliver til en smudskampagne. Det vigtige er, at vi er opmærksomme på det og bevidst vælger, hvilken linje vi vil køre på. Jeg vil ikke på noget tidspunkt gå i clinch med nogen på noget personligt. Jeg vil diskutere politik, og jeg vil ikke acceptere, at dem, jeg omgiver mig med, gør noget andet på mine vegne, siger Pia Olsen. Den tredje kandidat, Meta Fuglsang, siger, at der altid er en risiko for personhetz, når der er tale om at vælge personer til en post. - Men jeg synes ikke, jeg har set tendens til det i formandsvalgkampen indtil nu. Og jeg tror, vi har en kultur i partiet i øjeblikket, der gør, at der ikke bliver en stemning omkring formandsvalget, der bliver ødelæggende, siger hun. Sidste frist for at melde sig som formandskandidat i SF er i morgen. Valget finder sted på landsmødet i april, medmindre landsmødet forinden vedtager at lade medlemmerne afgøre sagen i en urafstemning. Det besluttede et snævert flertal i hovedbestyrelsen for et par uger siden at anbefale. /ritzau/