Lokalpolitik

SF-formand: - Jeg er bare stolt

Torben Duelund Jensen er stolt over ny MFer

LØGSTØR:- Jeg er meget overrasket, men også stolt og glad. Torben Duelund Jensen, der er formand for SF-Løgstør, har svært ved at få armene ned efter meldingen om, at byrådsmedlem Pernille Vigsø Bagge, Løgstør, meget, meget overraskende er valgt som nyt folketingsmedlem for SF. Den lille SF-partiforening dækker Løgstør, Farsø og Aars kommuner og har kun 29 medlemmer. Men Torben Duelund Jensen er ikke et sekund i tvivl om, at Pernille Vigsø Bagges valg til Folketinget vil betyde flere medlemmer til den lokale partiforening. Hvis ellers foreningen formår at udnytte muligheden. - Hvis vi griber chancen, så tror jeg, at Pernilles valg kan give en kolossal opblomstring og medlemstilgang i partiforeningen. - Det at have et medlem valgt til Folketinget vil naturligvis smitte af på partiforeningen og give eksponering i medierne, siger Torben Duelund Jensen, der åbent erkender, at han ikke på forhånd havde levnet Pernille Vigsø Bagge en kinamands chance for at få en af de 179 pladser i Folketinget. - Aars-kredsen har aldrig tidligere givet valg til en SFer, så jeg blev meget, meget overrasket, da jeg hørte, at vi havde fået en MFer. - Gennem mange år har vi hvert andet år skiftet folketingskandidat. Det har været en - som for at støtte partiet - har sagt OK til at stille op. Men der er aldrig rigtig nogen, som har forestillet sig, at det ville give valg. - Når det er sagt, så vil jeg godt slå fast, at jeg er sikker på, at Pernille fint vil kunne udfylde pladsen på Christiansborg, siger Torben Duelund Jensen. - Hun siger sin mening og har et fantastisk engagement. - Det arbejde hun laver i byrådet i Løgstør er flot, så jeg glæder mig meget til at se hende på Christiansborg, siger Torben Duelund Jensen. 30-årige Pernille Vigsø Bagge har forlængst meldt ud, at hun ikke er kandidat til byrådsvalget til efteråret, når der skal vælges medlemmer til det nye byråd i den vesthimmerlandske storkommune.