EMNER

SF-formand vil have nordjysk kandidat

Skuffelse i Aalborg over Villy Dyhr pludselige exit

NORDJYLLAND:Den nye folketingskandidat for SF i Aalborg skal have begge ben solidt plantet i den nordjyske muld. Det mener Henrik Nielsen, byrådsmedlem og formand for partiets Aalborg-afdeling. - Vi er simpelt hen nødt til at udvælge vores kandidat med større omhu, end det skete med Villy Dyhr, som nu har forladt partiet til fordel for Socialdemokraterne. Personligt vil jeg foretrække en nordjyde, som vi med garanti vil få et tættere forhold til end Villy Dyhr, der blev hentet i København, siger han. Henrik Nielsen tilføjer, at han allerede har et muligt emne i tankerne. Ret meget mere vil han ikke røbe på nuværende tidspunkt, udover at det er en mand og at vedkommende ikke bor i Aalborg. Dermed er det hverken ham selv eller Aalborgs tekniske rådmand Henrik Thomsen, som Henrik Nielsen har i tankerne. - Henrik Thomsen ville absolut være en meget kvalificeret kandidat. Men det er min opfattelse, at han har i sinde at fortsætte i kommunal politik, hvor han gør det ganske glimrende. Jeg selv har heller ingen intentioner om at blive folketingskandidat. Det vil jeg ikke være af hensyn til familien, forklarer Henrik Nielsen. Han vurderer, at SF har mange udmærkede medlemmer i Nordjylland, der sagtens ville kunne begå sig i Folketinget. - Vedkommende behøver ikke nødvendigvis at være offentlig kendt i forvejen for at blive valgt. Det handler i høje grad om at markere sig og være aktiv som kandidat, hvilket Enhedslistens Per Clausen er et godt eksempel på. Henrik Nielsen tilføjer, at han har taget Villy Dyhrs beslutning om at forlade SF til fordel for Socialdemokratiet til efterretning, selv om han har svært ved at forstå det med den fremgang, partiet på det seneste har oplevet. - Men det giver da anledning til selvransagelse i vores egen partiforening. Villy Dyhr blev hentet hertil som kandidat i huj og hast, fordi der var nogle lokale ting, som lige skulle afklares først. Vi havde ganske enkelt ikke forberedt os godt nok. Det må ikke ske igen. Denne gang skal vi være langt mere omhyggelige med udvælgelsen af vores kandidat. Spørgsmålet om, hvem der skal afløse Villy Dyhr som SF Aalborgs folketingskandidat, bliver drøftet på et bestyrelsesmøde i begyndelsen af august.