SF: Hvem skal betale for Venstres besparelser?

SF undrer sig over, hvem der skal betale for de milliardbesparelser, Venstre vil finde i offentlige sektor.

SF: Hvem skal betale for Venstres besparelser?

SF efterlyser en udmelding fra Venstre om, hvem der skal finansiere partiets forslag om, at mindstelønnen skal nærme sig tysk niveau, og hvor skatten skal sænkes til niveau med Sverige.

- Når nu I alle er samlet, synes jeg, I skylder danskerne et ærligt svar på, hvordan I har tænkt jer, at tage 65 milliarder fra den offentlige sektor, som I har bebudet, spørger SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, henvendt til Venstre.

- Løkke ligger op til en politik, der ikke er for den jævne dansker. Skattelettelserne lugter langt væk af øget brugerbetaling og kraftige forringelser i vores skoler, på sygehuse eller i ældreplejen, uddyber han.

Udmeldingen kommer, netop som Venstre-formanden, Lars Løkke Rasmussen, fra partiets landsmøde i i Herning har opfordret til nulvækst i den offentlige sektor.

Løkkes slag for et offentligt udgiftsstop får SF-ordføreren til at undre sig over, hvem der kommer til at betale. Børnene, de syge eller de gamle?

- Venstre siger, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Men det er åbenbart i orden at danskerne får mindre at leve for. Og at vi skal have en ringere velfærd, siger han.

Partiformanden er gennem længere tid blevet kritiseret for at kommunikere med vælgerne gennem YouTube og Facebook - en kritik, som SF's politiske ordfører også retter mod partiformanden:

- Facebook er nemlig sådan et dejligt nemt sted at gemme sig, hvis man ikke har helt styr på, hvad det er, man mener, og hvordan man vil gøre det.

- Her er der ingen kvik studievært, der kan bede en om at uddybe eller forklare. Men sandheden er, at Venstres politik har brug for et alvorligt virkelighedstjek.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.